Cykling

Mads Pedersen havde en klar plan med uventet taktik

Resultatet var det sekundære, da Mads Pedersen fredag blev nummer to i det belgiske brostensløb Bredene Koksijde Classic.

Da han tidligere på året vandt endagsklassikeren Kuurne-Brussel-Kuurne, satte han et stort felt til vægt i en massespurt.

På fredagens udgave af endagsløbet Bredene Koksijde Classic forsøgte han noget helt andet.

Trek-Segafredos Mads Pedersen gik nemlig til angreb og var med i et udbrud med knap 100 kilometer til mål.

- Hvis jeg havde kørt mere konservativt og kun efter en spurt, var det måske gået anderledes. Men jeg kom hertil for at køre et hårdt løb, og jeg havde brug for en hård finale, så jeg er ret tilfreds med resultatet, siger Mads Pedersen til holdets hjemmeside.

- Selvfølgelig havde jeg haft bedre chancer, hvis jeg havde ventet til spurten, men det vigtigste var at få et hårdt løb.

Da et decimeret felt spurtede om sejren i brostensløbet, var Tim Merlier stærkest. Mads Pedersen forsøgte at træde fra ham i spurten, men satte sig i sadlen og gav fortabt.

Faktisk var det oprindeligt ikke meningen, at den danske eks-verdensmester skulle køre løbet.

- Beslutningen blev truffet i sidste øjeblik, og jeg kom her for at forberede mig til de næste, større løb, siger han.

Fredagens brostensløb er en af optaktsløbene til brostensklassikerne E3 Harelbeke, Gent-Wevelgem, Flandern Rundt og Paris-Roubaix.

Sidste år vandt Mads Pedersen Gent-Wevelgem, som først blev kørt i efteråret på grund af coronapandemien.