Cykling

BORA er rasende - nægtet start i Gent-Wevelgem

BORA-hansgrohe stiller alligevel ikke til start i Gent-Wevelgem, da adskillige af holdets rytterne er sat i karantæne.

Endnu et hold var ikke til stede i Gent, da startskuddet lød til brostensklassikeren Gent-Wevelgem.

BORA-hansgrohe-rytterne manglede, da flere af rytterne er i karantæne efter E3 Saxo Bank Classic, der blev kørt fredag. Her blev rytteren Matthew Walls nemlig testet positiv for coronavirus.

Ifølge det tyske hold havde de fået grønt lys af løbsorganisationen og den internationale cykelunion, UCI, til at stille til start i Gent-Wevelgem. Men den ansvarlige løbslæge i E3 Saxo Bank Classic satte to tredjedele af holdet i karantæne, og derfor er de ikke med i løbet, der er skudt i gang.

- Jeg er meget skuffet og vred, siger team manager Ralph Denk i en pressemeddelelse.

- Vi havde et positivt tilfælde med Walls, og det var værelseskammeraten og fysioterapeuten, der var nære kontakter. Vi har selvfølgelig også andre rytter og medlemmer med, så en del af dem blev også beordret til at blive sat i karantæne. Men det virker ret vilkårligt.

Ifølge løbsdirektør Thomas Van Den Spiegel er i alt 17 personer på BORA-hansgrohe sat i karantæne.

Du kan se Gent-Wevelgem på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra klokken 13.25.

Som organisation kan vi ikke ændre noget, og vi kan ikke trumfe den beslutning

Thomas Van Den Spiegel, løbsdirektør

Kan ikke forstå det

BORA-hansgrohe skriver videre, at det er uklart, hvilket kriterie, der blev brugt til at beslutte dette.

- Jeg kan ikke forstå, hvorfor andre hold kan køre efter lignende tilfælde. Vi forsøgte alt i går aftes (lørdag aften, red.), men lægen ville ikke svare os mere. Det ville være rart at forstå beslutningen i det mindste. Vi bliver testet hver dag, og alle tests har været negative indtil videre uden undtagelse

Den del af holdet, der er isoleret, kommer til at være det indtil 1. april. Det betyder også, at de ikke kan stille til start i Dwars door Vlaanderen.

Lørdag kom det frem, at Trek-Segafredo heller ikke er til start.

Kan ikke trumfe beslutningen

Løbsdirektør Thomas Van Den Spiegel forstår godt, at holdet er frustreret, men understreger samtidig også, at han ikke kan ændre beslutningen.

- BORA-hansgrohe håbede at starte, da de følte, at det var urimeligt, at de 17 folk var sat i karantæne, siger han ifølge VeloNews.

- Men løbslægen har gjort det med god samvittighed, og han definerer dem som højrisiko-kontakter. Som organisation kan vi ikke ændre noget, og vi kan ikke trumfe den beslutning. Det ville bringe hele karantænesystemet i fare. Vi er nødt til at acceptere dette og kan ikke lade dem starte.

Disse ryttere misser dermed løbet

  • Daniel Oss
  • Marcus Burghardt
  • Patrick Gamper
  • Nils Politt
  • Juraj Sagan
  • Matthew Walls
  • Maciej Bodnar