Cykling

Fuglsang fravælger Flandern Rundt

En ændring i løbsprogrammet betyder, at Jakob Fuglsang giver afkald på Flandern Rundt for at fokusere på andre løb.

Jakob Fuglsang må udskyde drømmen om at gøre comeback på brostenene i Flandern Rundt.

Den danske stjerne kan nemlig ikke få sit løbsprogram til at hænge sammen, og da covid-19-restriktionerne har gjort det svært at rejse, er danskeren taget af startlisten til Flandern Rundt, der køres 4. april.

- Selvom jeg så frem til at køre Flandern Rundt for anden gang i min karriere, har vi besluttet, at det ville være lidt for ambitiøst at køre i Belgien og starte i Baskerlandet Rundt næste dag, siger Fuglsang i en pressemeddelelse.

- At rejse er også svært i øjeblikket, og med den nuværende coronaprotokol ville vi ikke tage chancen.

Du kan se Flandern Rundt på TV 2 og TV 2 PLAY.

Vil køre Flandern Rundt i fremtiden

Jakob Fuglsang havde et yderst tætpakket program, da han skulle køre Flandern Rundt i Belgien 4. april og dagen efter være til start i Baskerlandet Rundt.

Han har indset, at dette ikke kan lade sig gøre, og derfor har han valgt det førstnævnte løb fra.

- Jeg vil helt sikkert gerne vende tilbage til brostenene i fremtiden, når jeg kan fokusere 100 procent på løbet, hvilket er nøglen, hvis du har nogen som helst ambitioner i Flandern Rundt.

Fokuserer på Ardennerklassikerne

Et af sæsonens store mål for Fuglsang er Ardennerklassikerne, der består af Amstel Gold Race, Fléche Wallone og Liége-Bastogne-LIége. Han tror nu på, at Baskerlandet Rundt er den perfekte optakt til klassikerne, da "det er et af de hårdeste løb på kalenderen," siger Fuglsang.

- Der er ingen bedre steder at forberede sig til sæsonens store mål. Det viste sig at være den perfekte forberedelse i 2019, og jeg håber, at det bliver det igen, siger Fuglsang.

Jakob Fuglsang har kørt Flandern Rundt én gang før. Det var i 2016, hvor han blev nummer 25. Løbet blev vundet af Peter Sagan foran Fabian Cancellara.