Cykling

Kasper Asgreen vinder Flandern Rundt

Kasper Asgreen og Mathieu van der Poel stak af fra Wout van Aert med 17 kilometer til mål.

Danske Kasper Asgreen vandt årets udgave af Flandern Rundt efter en intens finale mod storfavoritten Mathieu van der Poel.

  1. Kasper Asgreen
  2. Mathieu van der Poel
  3. Greg van Avermaet

Knap 300 meter fra målstegen åbnede Asgreen spurten, og her kunne van der Poel ganske enkelt ikke følge med til sidst.

Herunder følger et referat af søndagens 254,3 dramatiske kilometer.

Dansker viste sig frem fra start

Løbet var knapt begyndt, før Mathias Norsgaard Jørgensen (Movistar) kom i fokus.

248 kilometer fra mål stak han af og kom med i et udbrud på fem ryttere, der senere blev til syv.

Gruppen fik hurtigst slået et hul på flere minutter, der skulle vise sig at holde helt indtil 44 kilometer fra mål.

Ryttere smidt ud

Få kilometer senere kom det første dramatiske højdepunkt i årets udgave af Flandern Rundt.

Otto Vergaerde fra Alpecin–Fenix og Yevgeniy Fedorov fra Astana havnede i infight forrest i feltet, og de blev derfor diskvalificeret af løbsledelsen.

Otto Vergaerde og Yevgeniy Fedorov er smidt ud af løbet for denne infight. Video: TV 2 SPORT

Senere blev også Michael Schär diskvalificeret for at smide sin drikkedunk uden for en affaldszone. Den slags straffes med bøde, fratagelse af UCI-point samt diskvalifikation ifølge de nye regler gældende fra 1. april.

Dansk angreb og stort styrt

70 kilometer fra mål stod Søren Kragh Andersen for dagens andet danskerangreb.

DSM-rytteren fik slået et hul på 20 sekunder, men lod sig efter nogle kilometer indhente af feltet igen.

Kort efter skete er stort styrt i feltet, hvor en stor del af Quick-Step-mandskabet havnede i asfalten. Blandt andre Kasper Asgreen og Julian Alaphilippe. Alle kom dog på cyklerne igen.

Efter et styrt forrest i feltet måtte mange ryttere hjælpes op fra asfalten. Video: TV 2 SPORT

Favoritterne vågner – Valgren styrter

Godt 55 kilometer fra mål begyndte flere af favoritterne til sejren for alvor at røre på sig.

Yves Lampaert (Quick–Step) satte sig frem med Julian Alaphilippe på hjul, men hurtigt kørte Mathieu van der Poel (Alpecin-Fenix) kontra med Kasper Asgreen efter sig. Alle fire blev dog indhentet af Wout van Aert (Jumbo-Visma) og kompagni igen.

Michael Valgren sad også godt med, men danskeren styrtede og forsvandt fra den forreste del af feltet.

Herfra pressede favoritterne hinanden på skift, indtil Julian Alaphilippe angreb på den hårde brostensstigning Koppenberg 44 kilometer fra mål. Han blev indhentet af otte andre med blandt andre Wout van Aert og van der Poel, mens Asgreen blev siddende forrest i feltet.

Der kun to ud af seks kunne følge med, da danskeren satte speederen i bund. Video: TV 2 SPORT

Finale mellem Asgreen og storfavorit

Kasper Asgreen kæmpede sig tilbage i det fineste selskab, og 37 kilometer fra mål slog han et hul med holdkammeraten Julian Alaphilippe samt Wout van Aert, Mathieu van der Poel og de to Bahrain-ryttere Dylan Teuns og Marco Haller.

27 kilometer angreb Asgreen, og endnu engang fik han hurtigt slået et solidt hul i samarbejde med van der Poel og van Aert.

Ti kilometer senere kom angrebet fra van der Poel, og kun Asgreen kunne følge med. Wout van Aert blev senere indhentet af forfølgergruppen og sluttede som nummer seks.

Van Aert kom hurtigt bagud, da Van der Poel og Asgreen begyndte at duellere. Video: TV 2 SPORT

Få hundrede meter fra mål åbnede de to tilbageværende duellanter spurten, og her var Kasper Asgreen altså hurtigst. Se finalen i videoen over artiklen.

Kasper Asgreen er den blot anden danske vinder af Flandern Rundt siden Rolf Sørensen i 1997.