Rivalerne anede ikke, hvem Asgreen var – nu ’smadrer han dem'

Kasper Asgreen har med sin sejr i Flandern Rundt indskrevet sig i historiebøgerne. Men hvordan gik Asgreen fra kontinentalrytter til verdensstjerne?

Først var de tre, og senere blev de to. To af verdens bedste cykelryttere. Mano-a-mano om et af cykelsportens fineste monumenter.

De var uadskillelige, og ingen kunne fange dem, da de passerede fem-, fire, tre- to- og til sidst kilometerporten. Da de kørte ind på opløbsstrækningen, var der ikke længere tvivl om, at sejren skulle fordeles mellem de to.

Han er den værste at komme i udbrud med, fordi han smadrer folk

Bjarne Riis om Kasper Asgreen

Den danske dannebrogstrikot sad med et stift blik og var limet fast til verdensstjernen Mathieu van der Poel. Alverdens eksperter verden over sad nok og tænkte, det blot var en formalitet, at den eksplosive hollænder ville række armene over hovedet om få øjeblikke.

Men den 26-årige dansker ville det anderledes. Med 250 meter til mål rejste Asgreen sig op på sin cykel, rettede fokus mod målstregen og satte sit afgørende stød ind.

Van der Poel reagerede, og de efterfølgende cirka 100 meter så det ud til, Asgreen måtte nøjes med en andenplads i Flandern Rundt. For anden gang på tre år. Men den stærke tempospecialist fra Kolding gravede så dybt, at det unge hollandske fænomen til sidst måtte bøje hovedet. Bogstavelig talt.

Han kunne ikke længere modstå energiudladningen fra Asgreen, og et par sekunder senere var sejren en kendsgerning.

Kasper Asgreen, som den blot anden dansker i historien efter Rolf Sørensen, kunne kalde sig vinderen af det majestætiske cykelløb Flandern Rundt.

Sejr overrasker ikke Bjarne Riis

Dermed cementerede koldinggenseren sin status blandt de absolut bedste cykelryttere i verden lige nu. Sejren overrasker dog ikke Bjarne Riis, der tilbage i perioden fra 2017 til 2018 havde Asgreen under sine vinger på Team Virtu.

- Det kommer ikke bag på mig, han vandt på den måde. Nu har Kasper jo trods alt udviklet sig, og han sidder jo med de gutter gang på gang. Og han har jo vist sig at være stærkere efterhånden. Når Kasper kører så stærkt, som han gør i øjeblikket, er det ikke sjovt for selv van der Poel at skulle sidde efter 240 kilometer og køre de sidste 15 kilometer på skift med Kasper Asgreen. Det er sådan noget, man skal holde sig fra, for Kasper er vanvittig stærk til de momenter, hvor man skal sidde og køre på skift.

- Han er den værste at komme i udbrud med, fordi han smadrer folk. Og derfor tog han også brodden af van der Poel. Og jeg tror, at van der Poel skal overveje en ekstra gang, hvordan han skal håndtere Kasper Asgreen næste gang.

Men hvordan er det gået til, at Kasper Asgreen er havnet i en pulje af de dygtigste inden for sit fag? For at forstå det, spoler vi tiden fem år tilbage.

Et skadeslazaret åbnede en dør

Tilbage i 2016 tørnede Asgreen ud for det danske kontinentalhold Team Trefor, som de efterfølgende to sæsonen gik under navnet Team Virtu.

Bjarne Riis havde den håbefulde dansker under sine vinger, men midt i 2018-sæsonen måtte Riis vinke farvel til sit stortalent. Det var på ingen måde til overraskelse for Bjarne Riis, der faktisk selv havde anbefalet Asgreen til den øverste hylde inden for cykelverdenen.

Det fortalte han til TV 2 SPORT tilbage i 2018. Og det var bestemt ikke et tilfælde, at Bjarne Riis kontaktede netop Quick-Step dengang, fortæller han den dag i dag.

- Jeg var sådan set ikke i tvivl om, at Quick-Step var det rigtige hold for Kasper. De tager sig godt af de unge, og de giver plads til alle. Og så er det et dybt professionelt hold. De har et godt team, de har det godt socialt, og det er velfungerende. Det ville jeg gerne have, han var en del af. Som den type, han er, tror jeg, det er godt for ham at have gode rammer omkring sig.

Da Kasper Asgreen og Bjarne Riis arbejdede sammen hos Team Virtu, var Asgreens hofdisciplin enkelstarten. Bjarne Riis forklarer, at de trænede specifikt på enkeltstarterne, men at fokus også med tiden blev flyttet over mod, at Asgreen skulle kunne køre endags- og etapeløb.

Og af den årsag blev Quick-Step blot et endnu bedre bud på en kommende arbejdsgiver for den unge dansker.

- Dengang havde jeg fornemmelse af, Quick-Step ville være et godt hold for ham. Det var der, jeg troede, han kunne udvikle sig bedst i forhold til de løb, han gerne vil køre. De havde et hold med tonsvis af erfaring omkring de løb, han godt kan lide.

Og det gik, som Riis prædikede.

Quick-Step var på daværende tidspunkt et stort skadeslazaret, hvorfor holdchefen Patrick Lefevere tog en chance og skrev kontrakt med danskeren midt i sæsonen. 1. april 2018 blev skiftet officielt, og blot fire dage senere skulle Asgreen vise sit værd.

Og der var efterfølgende ikke to meninger om, hvorvidt Asgreen greb sin chance 4. april 2018 under det belgiske løb Scheldeprijs.

Asgreen viste sin store motor frem og var stærkt medvirkende i at få lukket hullerne til flere af verdens bedste ryttere. Det betød, at feltet kom samlet til mål, og at Asgreens holdkammerat Fabio Jakobsen kunne spurte sig til sejren.

På ingen tid havde Asgreen bevæget sig fra kontinentalniveau til World Tour-niveau - og så viste han endda, han kunne spille en afgørende rolle på den øverste hylde.

Jeg bliver nødt til at sige, at jeg ikke rigtig kender rytteren, men han må være rigtig stærk

Victor Campenaert i 2018

'Jeg kender ham ikke'

Resten af 2018 gik med at slå sit navn fast gang på gang. Da kalenderen viste august, var Asgreen udtaget og klar til sin første Grand Tour.

Asgreen var med Quick-Step-holdet i Spanien til Vuelta a Espana, hvor hans rolle hovedsageligt var som hjælperytter. I løbets sidste uge fik danskeren dog muligheden for at gribe chancen selv.

På 16. etape var der enkeltstart, og her tilbragte Asgreen meget af dagen i hot seat. Han vandt ikke etapen, men han præsterede at komme i mål hurtigere end den nykårede europamester Victor Campenaert. Og da belgieren skulle flytte sig væk fra hot seat, anede han ikke, hvem ham danskeren, der overtog pladsen, var.

- Det er en super stærk præstation. Jeg bliver nødt til at sige, at jeg ikke rigtig kender rytteren, men han må være rigtig stærk, lød Victor Campenaerts umiddelbare reaktion til TV 2 SPORT dengang.

Kasper Asgreen var stolt af at have slået den europæiske mester Victor Campenaerts. Video: TV 2 Sport

Rohan Dennis gik hen og vandt etapen, men heller ikke den australske stjerne vidste på daværende tidspunkt, hvem ham danskeren var.

- Jeg har faktisk ingen idé om, hvem du taler om. Det er en skam, men bare resultatet i sig selv er imponerende. Det er bedre, end hvad jeg præsterede i den alder. Han er én, man skal holde øje med i fremtiden, fortalte BMC-rytteren til TV 2 SPORT.

2018 sluttede af med en gigantisk triumf for Kasper Asgreen.

Sammen med holdkammeraterne Niki Terpstra, Maximilian Schachman, Yves Lampaert, Bob Jungels og Laurens De Plus vandt han VM i holdløb, og ifølge Brian Holm var den unge dansker "en af de bedste på holdet."

- Jeg var simpelthen så glad på hans vegne, og det var noget af det bedste, jeg har oplevet som sportsdirektør. At der kommer en dansker på Quick-Step og bliver verdensmester – så bliver det simpelthen ikke større, sagde Brian Holm dengang.

Quick-Steps tid endte med at give guldmedalje. Video: TV 2 Sport

Telefonsamtale har sat sig i hukommelsen

Netop Brian Holm, mangeårig sportsdirektør hos Quick-Step, har fulgt Asgreens udvikling på tætteste hold.

Og da han skulle se tilbage på Asgreens debutsæson i 2018, var der særligt ét øjeblik, der tonede frem på nethinden. Det var i forbindelse med det italienske løb Adriatica Ionica.

- Jeg ringede til ham efter en af etaperne. Om aftenen kunne jeg så se i løbsrapporten, at han var styrtet med 60 kilometer i timen, havde været to timer på hospitalet og var blevet syet med sting i hele hovedet. Det havde han ikke fortalt mig.

- Så ved man, man har at gøre med en gammeldags væddeløber. Der er ikke så meget pis, fortalte Brian Holm til TV 2 SPORT i slutningen af 2018.

Han satte sig et mål - og nu er han forbi målstregen

De fornemme præstationer fra 2018 blev overført til 2019 rimelig gnidningsfrit.

2019 bød på en andenplads ved europamesterskaberne i tidskørsel, en andenplads i Flandern Rundt og en etapesejr i Tyskland Rundt, mens han også markerede sig flot i sit første Tour de France.

Efter Touren var det stille og roligt gået op for Asgreen, hvor højt et niveau, han havde præsteret på. Derfor var han heller ikke bange for at ytre sig om sine målsætninger.

- Jeg har en drøm om at være en af verdens bedste cykelryttere ligesom mange andre unge talenter, sagde Asgreen til TV 2 SPORT i juli 2019.

Om Asgreen selv vil indrømme det eller ej, er faktum nu, at han præsterer blandt de allerbedste cykelryttere i verden.

2020 og 2021 har budt på sejre i de belgiske klassikere Kuurne-Bruxelles-Kuurne, E3 Saxo Bank Classic og Flandern Rundt, mens han også snuppede titlen som dansk mester på både landevejen og enkeltstarten. Og fremover vil det ikke kun være her i Danmark, vi snakker om Asgreen som en af de bedste i verden.

Der fortæller TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen:

- Det var nok primært os danskere, der gjorde Asgreen til favorit i Flandern Rundt i år, men for fremtiden vil alle internationale eksperter jo også gøre det. Han har virkelig taget et skridt op.

- For en måned siden snakkede man jo om Julian Alaphilippe, Mathieu van der Poel og Wout van Aert som værende umulige at slå. Men de kan jo godt besejres, og Asgreen er en af dem, der - selv når det handler om at være stærkest - kan slå dem.