Dansk talent blev nummer to for femte gang
21-årige Emma Norsgaard sprintede sig til endnu et topresultat i kvindernes Scheldeprijs.
Hun imponerer igen og igen, men må alligevel føle sig en smule forbandet.
Movistar-rytteren Emma Norsgaard kørte sig onsdag til en andenplads i endagsløbet Scheldeprijs, hvor hun i en tæt massespurt blev slået af hollandske Lorena Wiebes fra Team DSM.
21-årige Norsgaard, der kører med Dannebrog på trøjen som dansk mester, har i høj grad vist sin nye arbejdsgiver, hvad hun er i stand til.
Norsgaard skiftede i denne sæson fra Bigla-Katusha til det spanske cykelhold Movistar.
Endnu er det godt nok ikke blevet til en sejr, men til gengæld var dagens andenplads i Scheldeprijs nummer fem i sæsonen.
Udover det danske mesterskab står Norsgaard noteret for én professionel sejr. Den kom sidste år i etapeløbet Setmana Ciclista Valenciana.