Cykling

UCI nægter at ændre udskældt regel

Mange ryttere har raset over reglen om, at de ikke må smide flasker til fans. Men den bliver ikke ændret, lyder det fra UCI.

I sidste uge trådte en række nye og omdiskuterede regler i kraft i internatonal cykling. Blandt andet reglen om, at ryttere ikke må kaste objekter - herunder drikkedunke - uden for de af arrangøren bestemte affaldszoner.

En regel, der allerede førte til hovedrysten, da den blev præsenteret, og som kun er blevet yderligere kritiseret, efter at schweiziske Michael Schär søndag blev smidt ud af Flandern Rundt med 110 kilometer igen for at have kastet en dunk til en gruppe tilskuere.

Rytterne skal dog ikke gøre sig forhåbninger om, at den regel bliver ændret foreløbigt.

Trods massiv kritik har den internationale cykelunion, UCI, nemlig ingen intentioner om at skulle lave ændringer på regelbogens artikel 2.3.025.

- Den beder alle om at opføre sig på en eksemplarisk måde, både for en sikkerheds skyld, for miljøbeskyttelse og for vores sports image, især med hensyn til den yngre generation og offentligheden, lyder det fra UCI i et statement til Cyclingnews.

- Vi er overbevist om, at disse foranstaltninger, som i nogle tilfælde kræver holdningsændringer, vil bidrage til at gøre cykling til en sport, der passer ind i det 21. århundrede.

Den melding kommer samtidig med, at rytterorganisationen CPA officielt har bedt UCI tage den omstridte regelændring op til revision.

Stor kritik på sociale medier

For en holdningsændring skal der i den grad til, hvis rytterne i feltet skal acceptere den omdiskuterede regel, hvor kastet flaske uden for en affaldszone i et endagsløb straffes med en bøde, fratagelse af UCI-point og en diskvalifikation, ligesom det var tilfældet med Michael Schär i Flandern Rundt.

Efter diskvalifikationen forklarede den 34-årige AG2R-rytter i et opslag på Instagram, hvorfor han lod sin tomme vandflaske falde på ulovlig grund. Her beskrev han sin første oplevelse med professionel cykling, hvor en drikkedunk fra en forbipasserende rytter fik ham til at starte sin karriere.

- Det er i disse momenter, jeg elsker vores sport. Ingen kan tage det fra os. Vi er den mest tilgængelige sport, som giver flasker langs med vejene. Så simpelt er det. Cykling er simpel, skrev Schär blandt andet i sit opslag, hvorefter flere ryttere fulgte op med opslag og kommentarer på de sociale medier.

- Jeg kunne ikke være mere enig. Jeg ville med glæde blive diskvalificeret for at give en drikkedunk til en ung fan i vejkanten. Det viser, hvor stor en joke denne UCI-regel er. Det ender kun på en måde, hvis man forsøger at frigøre tilskuernes interageren med sporten, skrev Rohan Dennis blandt andre.

Også TV 2 SPORTs cykeleksperter ser det som problematisk, at rytterne ikke kan glæde fans ved at smide en flaske til dem i forbifarten.

- Jeg er enig i reglerne, hvis man smider dunken ud i en sø, men det her er jeg ikke enig i, lød det fra Chris Anker Sørensen undervejs i søndagens kommentering, hvortil Rolf Sørensen fortvivlet supplerede;

- Han kaster en dunk til en tilskuer. Dunkene er en souvenir.