Cykling

Her vinder dansker etapen - men han ved det ikke

Mikkel Honoré kørte over målstregen sammen med holdkammerat på 5. etape af Baskerlandet Rundt.

Fredag satte Deceuninck - Quick-Step en tyk dobbeltstreg under prædikatet som verdens mest vindende cykelhold.

Danske Mikkel Honoré og Josef Cerny fra Tjekkiet kunne nemlig i ro og mag cykle over målstregen sammen på 5. etape af Baskerlandet Rundt, efter de havde gjort det af med Julien Bernard.

Det her er ikke min sejr, men en delt sejr mellem os

Mikkel Honoré

Mikkel Honoré kørte i mål som etapevinder med et par centimeter foran holdkammeraten, men han var ikke klar over, at det var ham, der blev noteret for sejren.

Det viser en video fra løbets Instagram-story.

- Kørte du først over, spørger Honoré sin holdkammerat, der med en stort smil sagde nej og pegede på danskeren.

Cerny hentede sidste år en meriterende sejr, da han vandt 19. etape i Giro d'Italia.

'Noget af det smukkeste'

For den 24-årige danskers vedkommende var det sejr nummer to i karrieren, men den første i World Tour-sammenhæng. For to uger siden vandt han en etape i Coppi e Bartali.

Honoré ser det imidlertid ikke som en personlig triumf.

- På de sidste kilometer stak jeg af på den lille bakke og ventede på Josef på toppen, så vi kunne køre til mål sammen. Han var fantastisk i dag, og jeg vil gerne slå fast, at det her ikke er min sejr, men en delt sejr mellem os, for jeg havde ikke vundet uden ham, siger Mikkel Honorét til holdets hjemmeside.

- At komme til målstregen sammen med en holdkammerat og fejre en sejr er noget af det smukkeste i cykelsporten.

Josef Cerny fik ikke endnu en sejr på sit cv, men er alligevel svært tilfreds med resultatet.

- En mindeværdig dag for os. Vi ville med i udbruddet. Vores mål var at få mest muligt ud af denne mulighed, og jeg er tilfreds med, hvordan tingene lykkedes for os, siger Cerny.

- Vi troede på os selv, holdt farten i finalen og leverede en stor holdindsats. Derfor kan vi være stolte af, hvad vi opnåede, og det er en dag, vi vil huske.

Baskerlandet Rundt slutter lørdag med en stor bjergetape, og der er stor spænding til det sidste.

Klassement

  1. Brandon McNulty (UAE)
  2. Primoz Roglic (Jumbo-Visma) +0:23
  3. Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma) +0:28
  4. Pello Bilbao (Bahrain) +0:36
  5. Tadej Pogacar (UAE) +0:43