Cykling

Holm hylder Cavendish efter sejr: - Han har haft nogle rigtig hårde år

Brian Holm fortæller, at Mark Cavendish igen har fundet sin mentale styrke efter skiftet til Deceuninck - Quick-Step.

I 1159 dage har Mark Cavendish skullet vente på følelsen af at have vundet et cykelløb.

Men mandag kom sejren omsider. Briten, der inden denne sæson skiftede til storholdet Deceuninck - Quick-Step, vandt 2. etape af Tour of Turkey og fik dermed sat en stopper for en tre år lang sejrstørke.

Mark har haft nogle rigtig hårde år

Brian Holm

En sejr, der ikke kun er til glæde for Cavendish selv, men i dén grad også for hans danske sportsdirektør Brian Holm.

- Det er det tætteste, jeg har været på at blive rørt, når en rytter vinder, siger danskeren til TV 2 SPORT.

Brian Holm har i en årrække haft et tæt venskab med Mark Cavendish, efter de i perioden 2008-2011 arbejdede sammen på det nu hedengangne HTC-Highroad.

I næsten 10 år havde de ikke samme arbejdsgiver, men kontakten har de holdt ved lige, og Brian Holm har ofte haft telefonsamtaler med stjernerytteren fra Isle of Man og hans familie.

Og i december sidste år fik de igen samme arbejdsgiver, da briten skrev kontrakt med Quick-Step-mandskabet i stedet for parkere cyklen og stoppe karrieren efter en lang periode uden sportslige succesoplevelser.

- Mark har haft nogle rigtig hårde år. Vi kan skrive en bog om, hvad der er gået galt for ham. Vi har snakket sammen, om han skulle stoppe, men han insisterede på at fortsætte karrieren uden at tjene ret mange penge, siger Brian Holm.

Når hovedet er på plads, kører det

Nu tyder meget på, at 35-årige Cavendish igen har fået karrieren tilbage på sporet, selvom der fortsat er et stykke vej til den udgave af Cavendish, der for år tilbage blandt andet vandt VM i linjeløb og 30 sejre i Tour de France.

Briten blev henholdsvis nummer to og tre i de belgiske endagsløb Grote prijs Jean-Pierre Monseré og Scheldeprijs, inden han på søndagens 1. etape i Tyrkiet blev nummer fire. Mandag fik han igen sejrens sødme at smage.

- Det er utroligt. Det er virkelig, virkelig dejligt. Det er super fedt. Jeg bliver aldrig træt af den følelse, sagde Cavendish til Cyclingnews.

Brian Holm har i den seneste tid oplevet en mental udvikling hos Mark Cavendish. I Scheldeprijs i begyndelsen af april blandede sprinteren sig i den afgørende spurt, men han måtte se sig slået af holdkammeraten Sam Bennett og Alpecin-Fenix-rytteren Jasper Philipsen.

- Vi kan jo konstatere, at meget af det foregår oppe i hovedet. I Scheldeprijs kunne vi se, at han var bange for at gå forbi Sam Bennett. Han var bange for, at han ikke ville vinde og blive nummer to. Nu er hovedet på plads, og når en sprinter har sit hoved på plads, så kører det, siger Brian Holm.

Selvom Mark Cavendish nu igen har fået lov til at betræde podiets øverste trin i et cykelløb, er det ikke ensbetydende med, at alt kommer til at handle om ham fra nu af.

Mark Cavendish var ikke tilfreds, efter han kom ind på tredjepladsen i det belgiske løb Scheldeprijs.

Brian Holm fortæller, at han ikke når at komme med på holdet til Giro d'Italia, og til Tour de France skal der køres for Sam Bennett. Men lige nu er det heller ikke afgørende for ham at komme med til de største løb.

- Det vigtigste for Mark er at blive en cykelrytter igen og at få sin værdighed igen.

I første omgang handler det for Mark Cavendish om Tour of Turkey, hvor han tirsdag kan iføre sig løbets førertrøje.