Cykling

Cavendish spår sejr til Jakobsen få dage efter comeback

Mark Cavendish tror på, at Fabio Jakobsen kan fuldende et helt fantastisk comeback og tage en sejr i sit første løb tilbage, efter at han lå i koma.

Otte måneder efter at han lå i kunstig koma, kan Fabio Jakobsen vinde et cykelløb.

Det mener holdkammerat på Deceuninck - Quick-Step, Mark Cavendish, der har set holdkammeraten være blandt de forreste i løbet Tour of Turkey.

- Fabio (Jakobsen, red.) viste sig virkelig i finalen i dag for første gang. Det gør mig meget stolt, siger Mark Cavendish til Wielerflits.

Mark Cavendish har selv vundet de seneste to etaper i løbet efter en sejrstørke på mere tre år.

Han er dog klar på at overlade scenen til sin holdkammerat, for han fornemmer, at der er mere i vente.

- Jeg er sikker på, at han kan vinde en etape i det her løb, hvis han beslutter sig for at deltage i spurten, siger Mark Cavendish.

Helt særlig cykelhistorie

Mark Cavendish har stjålet overskrifterne de seneste dage, men skulle Fabio Jakobsen vinde, så vil det være et helt særligt kapitel, der kan skrives i cykelhistorien.

I etapeløbet Polen Rundt styrtede han på uhyggelig vis. Han blev dengang lagt i kunstigt koma i to dage, inden han blev vækket. Hollænderen havde pådraget sig alvorlige skader i ansigtet, og en lang periode med behandling og genoptræning stod for døren.

Ved etapeløbet i Tyrkiet er han vendt tilbage, og det har allerede været et følelsesladet løb for hollænderen. Det sagde han, da han havde kørt første etape.

- Jeg må indrømme, at da feltet drejede til højre og venstre i begyndelsen, var jeg nødt til at bremse et par gange, og jeg var lidt bange. Men derfra gik det fint, siger den hollandske sprinter ifølge cykelmediet Wielerflits.

Der resterer stadig fem etaper af Tour of Turkey.