Cykling

Nægtede at ændre udskældt regel – nu er det alligevel sket

UCI har den ændret den omdiskuterede regel, der gjorde, at rytterne blev diskvalificeret, hvis de smed affald uden for affaldszonerne.

Han kunne simpelthen ikke forstå det.

AG2R-rytteren Michael Schär blev smidt ud af Flandern Rundt med 110 kilometer til mål, da løbet blev kørt 4. april. Årsagen var, at han smed sin drikkedunk uden for de såkaldte affaldszoner, og det var imod de nye regler, der trådte i kraft tre dage tidligere.

Schweizeren var særdeles utilfreds efter episoden. I første omgang ville den internationale cykelunion, UCI, ikke ændre på reglerne. Men nu er det alligevel blevet lempet, så man ikke længere automatisk bliver diskvalificeret, hvis man smider sin drikkedunk, hvor man ikke må. Det skriver UCI på sin hjemmeside.

Disse regler gælder nu:

  • Ved endagsløb gælder det, at en førstegangsovertrædelse vil blive straffet med bøde, og man vil få fratrukket UCI-point. En andengangsovertrædelse vil medføre diskvalifikation.
  • Ved etapeløb vil man blive straffet med bøde og få fratrukket UCI-point. En andengangsovertrædelse vil resultere i en tidsstraf på ét minut, imens rytteren bliver diskvalificeret, hvis man gør det tredje gang.

UCI understreger, at det fortsat er forbudt at smide flasker og andet affald uden for de angivne zoner, men den internationale cykelunion skriver videre, at rytterne nu har mulighed for at slippe flasker og andet affald til personer fra holdet, der står langs med ruten uden for zonerne..

Især det at kaste en flaske til publikum er en fare for rytterne og for offentligheden

Den internationale cykelunion

Fortsat ingen dunke til tilskuere

Et par dage efter Michael Schärs diskvalifikation fortalte han en personlig historie, hvor han forklarede, at han blev professionel cykelrytter, fordi han selv samlede en dunk op til et cykelløb.

UCI understreger dog, at dette fortsat ikke er tilladt - især ikke, når det er børn, der står langs med vejene.

- Det at kaste en flaske til publikum er en fare for rytterne og for tilskuerne. Ved flere lejligheder er der sket styrt ved flasker, der er kastet, men trillet tilbage på vejen, skriver UCI.

- Derfor ønsker UCI at undgå, at fans – og især børn – forsøger at komme tættere på løbet. Det sker for at undgå ulykker med potentielt dramatiske konsekvenser.

Rytterne har ansvar for miljøet

UCI's præsident, David Lappartient, forklarer, at de har været i kontakt med flere parter, der har haft en mening om denne sag. Derfor er han glad for, at de nu kan tilpasse reglerne.

- Efter flere meningsudvekslinger blev det fundet passende at tilpasse disse sektionerne for reglerne, der er omkring bortskaffelse af flasker og affald uden for affaldszonerne, siger han.

- UCI er glade for, at der kunne findes en løsning, der er acceptabel for alle parter, som fastholder det væsentlige: Rytternes og offentlighedens sikkerhed samt cykelsports ansvarlighed for miljøet.