- Cavendishs comeback er et af de mest bemærkelsesværdige
Mark Cavendish hentede tre etapesejre i træk i Tour of Turkey og beviste for alvor, at han er tilbage på den store cykelscene.
Han krammede alle sine holdkammerater – hver og en. Samtidig blev han lykønsket af adskillige rivaler, der kørte forbi ham efter 2. etape i Tour of Turkey.
Her endte Mark Cavendishs sejrstørke. En tørke, der varede 1159 dage – altså lidt over tre år.
Men det er ikke det mest imponerende, for Cavendish stoppede ikke her. Han vandt både 3. og 4. etape de følgende dage og skabte dermed et comeback, der sjældent er set i cykelsporten.
- Hattricks er sjældne i cykelsport. At præstere noget som dette som 35-årig efter at have været tæt på at sige farvel til sporten et par måneder tidligere, giver dette et ekstra twist, skriver den britiske sportsjournalist William Fotheringham i en klumme for The Guardian.
- Bedriften afsluttede et smertefuldt treårigt comeback, og det er bemærkelsesværdigt.
Sportsdirektørerne bestemmer over Cavendish
Den britiske sportsjournalist er ikke den eneste, der har lagt mærke til den store præstation.
For mandagens sejr afsluttede en lang periode, hvor den britiske sprinter har kæmpet med sin form, flere brækkede knogler, sygdom, depression – og flere stridigheder med holdledelser på diverse mandskaber.
Den britiske sprinter er nu tilbage hos Deceuninck – Quick-Step, som han også kørte for fra 2013 til 2015. Her kom han til fra Bahrain-McLaren, hvor han skiftede til fra Dimension Data.
Quick-Step har de opfundet de gamle rammer, som Cavendish tidligere præsterede stort indenfor.
- Der er nok nogle, der vil kalde os relativt gammeldags og konservative, og det tager jeg ikke nødvendigvis som noget negativt. Hos os er det simpelthen sportsdirektørerne, der bestemmer alt. Når jeg ser på de andre hold, har han måske haft lidt for meget magt, siger Quick-Steps danske sportsdirektør, Brian Holm, til TV 2 SPORT.
- Jeg kender Mark, og han skal også have en lille ørefigen nogle gange. Så er han faktisk glad. Det er ligesom børn, man skal opdrage. Han ved det, han er et begavet menneske.
Cykling foregår oppe i hovedet
Brian Holm forklarer, at de godt har været klar over hos Quick-Step, at Cavendish skulle bygges roligt op igen efter nogle svære år.
Det har de blandt andet gjort ved, at han har fået et ”B-program,” som Holm beskriver det. Briten har kørt nogle af de mindre profilerede løb i sæsonstarten, men det har så gjort, at han har fået gang i sejrene igen.
- Jeg synes, det er interessant at se, at når de her sprintere får moral og begynder at vinde, så fortsætter det. Der er åbenbart meget i cykling, der foregår heroppe, siger Brian Holm og peger på sit hoved.
Varmer det dit hjerte, at han vinder igen?
- Jeg må sige, at ved den tredje sejr er vi tilbage ved det gamle. Det er sjældent, jeg bliver rørt over cykelløb. Jeg er måske ved at være for gammel. Men jeg blev rigtig glad, da han vandt den første. Jeg ved, hvad knægten er gået igennem de seneste to, tre år. Det har været hårdt for ham.
Fik opkald fra Cavendish
Cavendish var også lykkelig for sejren og ringede til Brian Holm efter den første triumf i lang tid – ligesom mange andre også kontaktede sportsdirektøren, der står Cavendish meget nær.
- Jeg fik mange flere opkald fra folk omkring ham og fornemmede, at der faktisk var mange, der var glade på hans vegne. Han har jo ikke nødvendigvis altid skabt venner omkring sig, men det lader til, at selv hans konkurrenter er glade for, det går godt for ham, forklarer Holm.
Hvad sagde han selv, da han ringede?
- Han sagde tak for hjælpen. Vi har været tætte hele tiden og har aldrig mistet kontakten, selvom han har skiftet hold, siger Holm.
Med de tre etapesejre i Tyrkiet Rundt overtog Mark Cavendish også førertrøjen i løbet. Den mistede han dog på torsdagens 5. etape, der var en bjergetape.