Cykling

Storhold holder øje med danske talenter

Det er blevet til adskillige danske sejre i denne sæson fra World Tour-ryttere. Dog holder Jumbo-Visma også øje med unge danskere, der er på vej.

Den slovenske stjerne Primoz Roglic kunne hæve armene i vejret og lade sig hylde som vinder af Baskerlandet Rundt.

Da Roglic passerede målstregen på sidste etape, var der dog én ting, han lige skulle klare, inden han skulle på podiet. Holdkammeraten Jonas Vingegaard fik et fortjent klap på skulderen.

Det er godt for sporten og for populariteten i Danmark

Sportsdirektør Merjin Zeeman om de danske sejre

Den 24-årige dansker har nemlig været en stor gevinst for Jumbo-Visma - senest da han hjalp Roglic til sejr i Baskerlandet. Og hvis det står til Jumbo-Visma-sportsdirektøren Merjin Zeeman kan han få dansk selskab i fremtiden.

- Der er helt sikkert nogle U23-talenter, der ser meget lovende ud. Vores udviklingschef er i kontakt med Dansk Cykle Union, og vi har en god dialog, siger Merjin Zeeman til TV 2 SPORT.

- Danmark har rigtig gode talenter. Og selvom det er svært at forudsige, om gode U23-ryttere også bliver gode på World Touren, så er potentialet rigtigt godt.

- Fremtiden ser lys ud

24-årige Jonas Vingegaard har haft en imponerende start på sæsonen, hvor det er blevet til tre etapesejre, en samlet sejr i Coppi e Bartali samt en samlet andenplads i Baskerlandet Rundt.

Han er dog langt fra den eneste dansker, der har hentet store sejre. Merjin Zeeman fremhæver også Kasper Asgreens sejr i Flandern Rundt, og sportsdirektøren forklarer videre, at dansk cykling kan få et boost i den kommende tid.

- Jeg synes, fremtiden ser lys ud for dansk cykelsport. Danmark har allerede ryttere, der vinder – Asgreen var fantastisk i Flandern Rundt, og næste år kommer Tour de France til Danmark. Det er godt for sporten og for populariteten i Danmark, siger Zeeman.

Jonas Vingegaard kom til Jumbo-Visma i 2019, efter han skiftede fra det danske kontinentalhold ColoQuick. Danskeren har kontrakt til og med 2022.