Cykling

Var i store smerter efter styrt – så fik han uventet hjælp

Amerikanske Noah Granigan var i store smerter i finalen i Tour of Turkey. Men pludseligt blev han overrasket, da Fabio Jakobsen rakte ud til ham.

Han tog sig til skulderen og blødte fra siden af halsen.

Men Noah Granigans dag blev pludselig lidt bedre, da en Deceuninck – Quick-Step-rytter stoppede op og spurgte, om han var okay.

- Da jeg så, at der blev rakt en hånd ned til mig og spurgt, om jeg var ok, var jeg overrasket, da jeg så, at det var Fabio Jakobsen. Tak for det! Jeg er så glad for, at du er tilbage i feltet, skriver Granigan på Instagram.

- Heldigvis er du okay, svarer Fabio Jakobsen på sin Instagram.

Og der er en særlig grund til, at rytteren fra holdet Wildlife Generation Pro Cycling blev lidt mundlam. Fabio Jakobsen gør nemlig comeback efter længere væk fra landevejen.

I etapeløbet Polen Rundt styrtede Fabio Jaokbsen nemlig på uhyggelig vis. Han blev dengang lagt i kunstig koma i to dage, inden han blev vækket. Hollænderen havde pådraget sig alvorlige skader i ansigtet, og en lang periode med behandling og genoptræning stod for døren.

Derfor var han imponeret over, at en rytter som Jakobsen, der har været igennem så meget, havde overskud til at stoppe op.

Jeg ved, at det ikke er rart for ham at se styrtet i finalen. Han var lidt chokeret efter målstregen

Mark Cavendish om Fabio Jakobsen

Cavendish stolt over Jakobsen

Den amerikanske rytter fik noteret den allersidste tid på etapen. Da styrtet skete inden for de sidste tre kilometer, fik alle noteret den samme tid.

Noah Granigan måtte en tur på hospitalet efter styrtet for yderligere tjek. Selvom holdet frygtede et brækket kraveben, viste scanningerne det umiddelbart ikke.

- Tak for alle beskederne. Jeg har fået flere sting i kæben. Det var fra 60 kilometer i timen og til nul, hvor jeg kun tog fra med halsen, men intet er brækket. Dette løb var på et helt andet niveau, end hvad jeg ellers har kørt, skriver han i et opslag.

Imens Noah Granigan ømmede sig, kørte Fabio Jakobsens holdkammerat Mark Cavendish først over målstregen. Og han kan berettet om en påvirket Jakobsen, der lige skulle komme sig, da han så styrtet.

- Det meste specielle ved etapen var at se, hvor langt Fabio Jakobsen kom. Jeg ved, at det ikke er rart for ham at se styrtet i finalen. Han var lidt chokeret efter målstregen, men jeg er virkelig stolt over, at jeg kunne færdiggøre det, efter han sad så lang tid med i finalen, siger Mark Cavendish ifølge Cyclingnews.

Mark Cavendishs sejr på 4. etape var hans tredje i træk. Der resterer stadig fire etaper i løbet.