Cykling

Roglic vælger speciel Tour-optakt – ekspert kalder det et sats

En ny tendens er ved at indfinde sig hos de største stjerner, når de skal finpudse formen til de største løb.

Hvis Primoz Roglic står øverst på podiet i Paris, når Tour de France i år slutter 21. juli, vil det være en nærmest unik bedrift.

Den slovenske cykelrytter har noget utraditionelt valgt at holde en løbspause, når Ardennerklassikerne er overstået og frem til Tour-starten 6. juli. Ingen Dauphiné. Ingen Schweiz Rundt. To løb, der i mere end to årtier har været en vigtig byggeklods, når formen skal bygges op til den franske Grand Tour.

Ikke siden 1998 er det lykkes en rytter at vinde Tour de France uden enten at bruge Dauphiné eller Schweiz Rundt som optakt. Dengang var det Marco Pantani, som holdt en måneds pause efter sin sejr i Giro d'Italia, inden han tog videre til at vinde Touren.

For Pantani var der tale om en måneds pause uden løb. Hos Roglic bliver det en løbspause på to måneder. Det overrasker TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen.

- Han er en rytter, som har vist, at han komme lige fra træningslejr og køre et godt cykelløb. Alligevel vil jeg mene, det er et sats med Touren. De første løbsdage er altid stressende, og der kan man godt bøvle lidt med det. Det er derfor, man bruger optaktsløbene til at finpudse de sidste ting, siger cykeleksperten.

Siden årtusindskiftet har Dauphiné primært været det foretrukne optaktsløb. Kun Egan Bernal (2019) og Andy Schleck (2010) har vundet ved at køre Schweiz Rundt først. Det er der en speciel grund til.

Tour de France-vindernes optaktsløb

  • 2020: Tadej Pogacar (Dauphiné)
  • 2019: Egan Bernal (Schweiz)
  • 2018: Geraint Thomas (Dauphiné)
  • 2017: Chris Froome (Dauphiné)
  • 2016: Chris Froome (Dauphiné)
  • 2015: Chris Froome (Dauphiné)
  • 2014: Vincenzo Nibali (Dauphiné)
  • 2013: Chris Froome (Dauphiné)
  • 2012: Bradley Wiggins (Dauphiné)
  • 2011: Cadel Evans (Dauphiné)
  • 2010: Andy Schleck (Schweiz)
  • 2009: Alberto Contador (Dauphiné)
  • 2008: Carlos Sastre (Dauphiné)
  • 2007: Alberto Contador (Dauphiné)
  • 2006: Oscar Pereiro (Dauphiné)
  • 1999-2005: Lance Armstrong (Dauphiné) - fik slettet sine sejre
  • 1998: Marco Pantani (Giro)

- I cykelhistorien bliver der kigget meget på, hvad der tidligere er gjort for at vinde Touren. Først kører man højdetræning, så kører man Dauphiné, fordi det slutter lidt før Schweiz, og så kan man komme på højdetræningslejr igen og pudse formen af. Roglic prøver at tænke ud af posen og vil gøre det på en anderledes måde, påpeger Chris Anker Sørensen.

En ny tendens

For Primoz Roglic gælder det om at køre langt færre løbsdage end sidste år. Mens Vuelta a España blev vundet, mistede han førertrøjen i Tour de France på næstsidste etape. I år skal den franske Grand Tour vindes, inden han tager den gode form videre til OL, der begynder seks dage efter.

- Sidste år lærte han en lektie, da han kørte ekstremt mange løb. Det var måske lige hårdt nok, og det kunne være det, der gjorde, han manglede det sidste i Touren. Nu kan han køre en blok af højdetræningslejre, som han gerne vil, optakten bliver mildere, og der er mindre risiko for styrt.

Der var plads til smil hos Primoz Roglic, selvom han måtte afgive den gule trøje til landsmanden Tadej Pogacar på næstsidste etape af Tour de France 2020.

- Omvendt kommer han til at mangle løbsrutinen og den sidste skarphed, som man ikke får ved træning. Det ville jeg ikke være tryg ved, siger Chris Anker, som var professionel cykelrytter fra 2005-2018.

Roglics beslutning om at køre færre løb tyder på en ny tendens. Blandt andet har den tidligere Tour de France-vinder Egan Bernal også valgt at holde næsten to måneders løbspause op til Giro d'Italia i maj.

- Tidligere var det normalt for stjernerne at blive sendt ud til et løb, der kun skulle bruges som træning. Sådan er det ikke rigtig længere. Nu er tendensen, at der bliver kørt færre løb, hvor stjernerne er 100 procent skarpe og kan køre med om sejren i alle løb, de stiller op i.

I år har Primoz Roglic kørt Paris-Nice og Baskerlandet Rundt. I de kommende 10 dage venter klassikerne Amstel Gold Race, Fléche Wallonne og Liège-Bastogne-Liège.

Sidste år blev Tour de France vundet af Roglics landsmand Tadej Pogacar.