Cykling

Fuglsangs mirakel og Valverdes tårer – eksperter mindes legendarisk klassiker

Liège-Bastogne-Liège står for døren, og det legendariske monument har budt på følelsesladede og nervepirrende øjeblikke i nyere tid.

Se Liège-Bastogne-Liège direkte på TV 2 og TV 2 PLAY på søndag fra klokken 12.50.

Det er ikke uden grund, at løbet bliver kaldt den 'Den gamle dame'.

Søndag begiver flere af klodens bedste cykelryttere sig ud på den cirka 260 kilometer lange rute, når Liège-Bastogne-Liège viftes i gang for 107. gang siden 1892.

I år er løbet tilbage på dets sædvanlige plads i kalenderen, efter at det sidste år blev kørt om efteråret grundet coronapandemien. Således kan rytterne nyde godt af den lune forårsvind på ruten i Vallonien, der i al sin enkelthed, og som navnet afslører, går fra Liége til Bastogne og tilbage til Liége igen.

Det er den sidste af Ardennerklassikerne. Et af cykelsportens fem monumenter og i årenes løb har der været mange højdepunkter.

I anledning af søndagens store cykeldag spoler vi tiden lidt tilbage og ser på fire mindeværdige øjeblikke fra løbet i selskab med TV 2 SPORTs cykeleksperter Chris Anker Sørensen og Rolf Sørensen.

1: Fuglsangs mirakelredning kort inden sejren

I 2019 var en ting helt sikkert. Jakob Fuglsang havde exceptionelt godt tag i Ardennerklassikerne, der begyndte med Amstel Gold Race og Flèche Wallonne, hvor han var blevet nummer tre og to det år.

Sulten efter en førsteplads ved Liège-Bastogne-Liège var stor, og den fik den 34-årige dansker tilfredsstillet, da han som den første dansker siden Rolf Sørensens sejr i 1993 vandt løbet.

Hver eneste gang jeg ser det, bliver jeg helt bange

Chris Anker Sørensen, cykelekspert TV 2 SPORT

Men at det blev uden drama ville være en underdrivelse. Fuglsang havde smidt forfølgerne, da han på en våd nedkørsel var tæt på at styrte små fem kilometer fra mål. Med 60-70 kilometer i timen gled baghjulet væk i et sving, og bagenden af cyklen var millimeter fra kantstenen.

  • Chris Anker Sørensen: - Hver eneste gang jeg ser det, bliver jeg helt bange. Hvordan han ikke styrter i den situation, kan jeg stadig ikke helt forstå, og det er et moment, der vil gå over historien. Jeg kan huske, at vi sad og talte om, at han bare skulle holde sig på cyklen de sidste kilometer, for så var sejren hjemme. Det gjorde han med nød og næppe og tog en fantastisk sejr, som man kun kunne unde ham efter et vanvittigt 2019.
  • Rolf Sørensen: - Vi var ved at skide i bukserne alle sammen. Det var ganske enkelt mere et mirakel end evner på cyklen. Men sejren var kæmpestor. Det er nok Fuglsangs bedste år, og hvis han skulle vinde, var det der.
Jakob Fuglsang styrtede næsten, men takket være en mirakelredning blev han på cyklen. Video: Christian Ipsen

2: Verdensmesteren jublede for tidligt og smed det hele

I 2020 var Julian Alaphilippe bogstaveligt talt millimeter fra den perfekte debut i VM-trikoten.

Franskmanden var nykåret verdensmester i linjeløb, og kort inden mål i Liège-Bastogne-Liège strakte han armene i vejret og fejrede en sejr. Han havde dog ikke set, at den slovenske stjerne Primoz Roglic kom flyvende bagfra og akkurat overhalede ham.

Her bliver Alaphilippe slået på målstregen.

Alaphilippe blev efterfølgende deklasseret til femtepladsen, fordi han i finalen lavede et svaj ud foran schweiziske Marc Hirschi i spurten, der blev rykket frem som nummer to i løbet, mens Tour de France-vinderen, Tadej Pogacar, blev nummer tre.

  • Chris Anker Sørensen: - Det var en vild situation. Billedet af Alaphilippe, der signalerer til hele verden, at han har vundet med Roglic lige ved siden af, siger vist det hele. Det kendertegner meget godt de to ryttere. Den lidt kække Alaphilippe og den mere rolige Roglic. De er på mange måder hinandens fuldstændige modsætninger. Det kunne være endt som en smuk fortælling, hvis han havde vundet sit første løb i regnbuetrøjen. Nu blev det i stedet noget, som han vil komme til at høre for i resten af sin karriere.

  • Rolf Sørensen: - Det var simpelthen utilgiveligt. Nu blev han trods alt deklasseret, men han lavede den klassiker, som alle cykelryttere frygter. Katastrofalt og det må ikke ske. Men Roglic viste også bare, at han er en fighter til det allersidste.
Se den dramatiske afslutning Video: TV 2 SPORT

3: Valverde i tårer

Cykelfans verden over skulle formentlig være lavet af sten, hvis ikke deres tårekanaler kom på arbejde, da spanske Alejandro Valverde vandt 2017-udgaven af det berømte monument for fjerde gang i sin karriere.

Efter løbet var det nemlig en meget følelsesladet spanier, som stillede op til sit vinderinterview, hvor han ikke kunne holde tårerne tilbage. Her fortalte Movistar-rytteren, hvor påvirket han var af sin gode ven Michele Scarponis dødsfald. Få dage forinden havde han mistet livet på en træningstur, da han var blevet påkørt af en varevogn, kort tid efter han havde vundet etapeløbet Tour of the Alps.

Den dengang 37-årige Valverde fortalte, at han ville donere præmiesummen til Scarponis familie.

  • Chris Anker Sørensen: - Jeg har selv kørt mange cykelløb med Scarponi, så det er stadig noget, der rører mig meget, og det står klart i min hukommelse. Jeg husker mere interviewet med Valverde end selve løbet. Et meget fint øjeblik.
Valverde: - Jeg donerer præmiepengene til Scarponis familie Video: Christian Kjær

4: Rolf Sørensen vinder løbet som den første dansker nogensinde

Tilbage i 1993 var Rolf Sørensen et af de helt markante navne i dansk cykelsport. Skulle der komme et stort dansk resultat, skulle det være fra ham.

Og som så ofte før var den danske rytter med til det sidste, da Liège-Bastogne-Liège skulle afgøres i 1993. På den sidste kilometer lå han i udbrud med den tidligere verdensstjerne Tony Rominger, men Rolf Sørensen udnyttede et svagt øjeblik for schweizeren og spurtede sejren hjem. Dermed tilføjede han endnu en imponerende sejr til sit fornemme cv til stor glæde hjemme i de danske stuer.

  • Rolf Sørensen: - Jeg kørte stærkt det år, og sejren står stadig tilbage som en af de helt store øjeblikke i min karriere. Da jeg når op til Rominger på toppen af den sidste stigning, har jeg leveret en stor fysisk udfoldelse. Men jeg vidste også godt, at jeg ville køre fra ham, hvis det kom til en spurt. Det var et løb, jeg hungrede efter at vinde, så det var en kæmpe forløsning.
Liège-Bastogne-Liège 1993: I spurten om sejren er Rolf Sørensen fuldstændig suveræn og slår Tony Rominger. Video: Bo Bentsen

Sejren gik hen og blev en af de større i Rolf Sørensens karriere, der fire år senere vandt sit andet og sidste monument med triumfen i Flandern Rundt.

Jakob Fuglsang, Julian Alaphilippe og Alejandro Valverde stiller alle til start i søndagens Liège-Bastogne-Liège.