Cykling

I tårer efter første World Tour-sejr i stort løb

24-årige Demi Vollering kunne ikke holde tårerne tilbage, efter hun krydsede målstregen som den første i kvindernes Liège-Bastogne-Liège.

Glæde og sport er en cocktail, der kan fremkalde flere følelser end en håndfuld cosmopolitans klokken to om natten.

En kendsgerning, der endnu en gang stod bøjet i neon søndag eftermiddag.

Der var følelser at spore efter Vollerings sejr.

Her havde 24-årige Demi Vollering netop krydset målstregen som den første i kvindernes Liège-Bastogne-Liège. Og den unge hollænder kunne ikke holde tårerne tilbage i vinderinterviewet umiddelbart efter sejren.

- Det føles helt fantastisk. Holdet kørte rigtig godt i dag. Det er fantastisk, at jeg så kan færdiggøre det. Jeg er meget taknemmelig, så jeg kan ikke gøre andet end at takke holdet, siger hollænderen.

Ikke nok med, det var SD Worx-rytterens første World Tour-sejr i karrieren, så sejrede hun også i et af verdens absolut største endagsløb.

En drøm, der går i opfyldelse

Vollering kom bestemt ikke nemt til sejren, for hun besejrede verdensstjerner som Anna van der Breggen, Elisa Longo Borghini og Annemiek van Vleuten i finalen.

- Det var rigtig hårdt på stigningerne. På et tidspunkt arbejdede vi hårdt i en gruppe, som vi sluttede etapen med. Den sidste kilometer var fremragende. Det er et løb, jeg virkelig holder af, og for to år siden blev jeg nummer tre, hvor jeg havde mit første år som professionel.

- Så det er en drøm, der går i opfyldelse, at jeg allerede vinder løbet nu, siger Vollering, inden tårerne så småt finder vej tilbage til kanten af øjnene.

Demi Vollering kørte først over målstregen, da kvindernes Liege-Bastogne-Liege blev afgjort i en spurt. Video: TV 2 SPORT

Danske Cecilie Uttrup blev nummer otte i løbet i en finale, der endte med følgende på podiet:

  1. Demi Vollering (Team SD Worx)
  2. Annemiek van Vleuten (Movistar)
  3. Elisa Longo Borghini (Trek – Segafredo)

Du kan se herrernes udgave af Liège-Bastogne-Liège søndag på TV 2 og TV 2 PLAY.