Tour de France

Roglic kalder danskers Tour-udtagelse fortjent

Cykelstjernen Primoz Roglic mener, at Jumbo-Visma stiller med det stærkest mulige hold i jagten på Tour de France-sejren.

Jumbo-Visma giver Tour de France-debut til Jonas Vingegaard til sommer.

Danskeren bliver dermed en del af "det stærkeste hold", Jumbo-Visma kan sammensætte, hvis man spørger det hollandske holds store stjerne og Tour-kaptajn, Primoz Roglic.

- Jonas har fortjent at blive inkluderet i Tour-holdet. Vi har sammensat det stærkeste hold for at opnå det bedst mulige resultat sammen. At vise endnu en rigtig smuk kamp, siger Primoz Roglic i en pressemeddelelse fra Jumbo-Visma og fortsætter:

- Jeg ser frem til at stille til start med disse fyre. Dag efter dag skal vi vise vores kvaliteter. Hvis vi kan gøre det, er vi vindere i min optik. Jeg er stadig meget stolt af sidste års resultat og især af det, vi har vist i Tour de France de seneste år.

Kørte sig på Tour-holdet i Baskerlandet Rundt

Roglic blev nummer to i Tour de France sidste år efter at have ført løbet frem til næstsidste etape. Her overtog hans slovenske landsmand Tadej Pogacar den gule førertrøje og endte med at køre til Paris som vinder.

I år har Primoz Roglic vundet fire etapesejre, tre i Paris-Nice og én i Baskerlandet Rundt, samt den samlede sejr i det baskiske løb.

I sidstnævnte løb fik han god hjælp fra 24-årige Jonas Vingegaard, og det gjorde udslaget for danskerens Tour de France-udtagelse, lyder det fra TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen.

- Han har haft et rigtig godt forår, hvor han har leveret gode resultater, vundet mange sejre og ikke mindst leveret en fantastisk præstation i Baskerlandet Rundt, hvor han var en vigtig hjælper for Primoz Roglic. Jeg tror, at det var det, der gjorde udslaget for, at han blev udtaget, siger Chris Anker Sørensen.

- Også i Vuelta a España sidste år leverede han et fantastisk hjælpearbejde. Det er også dét, han skal med til Touren for. Han skal kunne gøre forskellen opad for sin kaptajn, Primoz Roglic.

Fremtidens danske Tour-håb

Vingegaard selv blev nummer to i Baskerlandet Rundt, og i foråret er det også blevet til tre etapesejre og en samlet sejr i det italienske løb Coppi e Bartali.

Chris Anker Sørensen er af den overbevisning, at Jonas Vingegaard inden for nær fremtid kan køre med om Tour de France-sejren.

- Vi har set ham køre godt opad. Vi har set ham køre gode enkeltstarter. Han kan finde ud af placere sig i feltet. Han kan faktisk også godt spurte lidt til husbehov op ad mindre stigninger. Så han er en meget komplet rytter. Så ja, jeg ser ham da køre med om Tour de France-sejren om to-tre år.

Tour de France i år begynder lørdag 26. juni og slutter søndag 18. juli.

Jumbo-Vismas Tour de France-hold ser således ud:

  • Primoz Roglic
  • Steven Kruijswijk
  • Mike Teunissen
  • Wout van Aert
  • Sepp Kuss
  • Robert Gesink
  • Tony Martin
  • Jonas Vingegaard