Cykling

Roglic overbragte Vingegaard dårligt nyt inden finale

Det var ikke Primoz Roglics dag, da han skulle forsøge at forsvare sin Liege-Bastogne-Liege-sejr søndag.

Det forbavsede nok mange cykelfans, da den forsvarende mester, Primoz Roglic, måtte give fortabt i finalen af søndagens Liege-Bastogne-Liege.

Men hans danske holdkammerat på Jumbo-Visma, Jonas Vingegaard, var ikke lige så overrasket.

Med 29 kilometer til mål kunne de to ses snakke sammen flere gange, og det blev også til et klap på ryggen til sloveneren. Nu forklarer Vingegaard, hvorfor han gjorde det:

- Jeg kan godt huske det. Han siger til mig, at han ikke har den bedste dag. Så jeg prøver at opmuntre ham og siger, at han bare skal tro på sig selv, siger Vingegaard til TV 2 SPORT mandag aften og tilføjer:

- Nu ved jeg godt, at det måske er lidt underligt at sige til den bedste i verden - som jeg mener, han er - men jeg tænkte, at han var vores bedste kort, så jeg prøvede at opmuntre ham lidt.

Dårligt nyt kunne ses på resultatet

Der var dog ikke noget at gøre. Roglic var ikke på toppen, og det blev for alvor tydeligt, da de største favoritter satte et afgørende angreb ind senere.

- Han havde ikke lige dagen, og sådan er det. Man kan ikke være der hver gang – bortset fra ham. Han er der stort set hver gang. I går (søndag, red.) var nærmest den eneste gang i meget lang tid, hvor han ikke har været der, siger Vingegaard.

Allerede inden samtalen blev Roglic fanget i andet felt, da INEOS satte tempo med omkring 37 kilometer til mål. Der kom dog samling igen, og det var her, Roglic overbragte de dårlige nyheder til sin danske holdkammerat.

Roglic endte han som nummer 13 og var således ikke i nærheden af at forsvare sidste års titel.

Primoz Roglic inden starten af Liege-Bastogne-Liege, der endte med ikke at blive hans bedste klassikeroplevelse.

Vingegaard tilfreds med egen indsats

Fem kilometer efter sit klap på Roglics ryg var Jonas Vingegaard synlig i fronten af løbet.

Her kørte han med på fremstød fra konkurrenterne, hvilket ifølge Vingegaard var i snor med holdets taktik.

- Jeg synes, jeg var rigtig godt kørende. Jeg brugte måske en del kræfter, som jeg kunne have undladt at bruge. Også tidligere i løbet. Men jeg er rigtig godt tilfreds med min egen præstation. Jeg kørte godt i finalen, og jeg synes, jeg havde det godt til sidst, hvor jeg var i stand til at køre med i rykkene.

Danskeren endte som nummer 28.

Mandag blev det annonceret, at han skal køre Tour de France til sommer. Her bliver der nok også anledning til samtaler med Roglic, som går efter at vinde løbet.