Groenewegen og Jakobsen i følelsesladet samtale om grimt styrt

Dylan Groenewegen fortæller, at han har talt med psykologer forud for sit comeback.

De har været vant til at sidde side om side, når etaper er blevet afgjort i verdens største cykelløb.

Men alligevel var det noget specielt, da den hollandske sprinter Fabio Jakobsen for to uger siden indvilgede i at mødes med landsmanden Dylan Groenewegen for første gang siden august sidste år.

Vi krængede begge vores hjerter ud

Dylan Groenewegen

For sidst de to var i kontakt, gik det galt. Rigtig galt.

Under Polen Rundt var Groenewegen, der kører for Jumbo-Visma, skyld i et grimt styrt under en massespurt, hvor særligt Deceuninck - Quick-Steps Fabio Jakobsen kom slemt til skade og måtte tilbringe flere dage i kunstig koma.

Nu er Fabio Jakobsen omsider tilbage på cyklen og har kørt sit første løb siden uheldet, og derfor var det tid til at se Groenewegen i øjnene igen. Det fortæller Jumbo-Visma-rytteren i et interview med belgiske Sporza.

- Vi sad over for hinanden på et lille værelse i Amsterdam. Vi krængede begge vores hjerter ud. Det var en god samtale, men jeg foretrækker at holde indholdet for mig selv.

- Det vigtigste er, at Fabio kan køre løb igen. Det har også gjort det nemmere for ham at tale med mig. Det er ikke sådan, at vi nu drikker kaffe sammen, men det gjorde vi heller ikke før i tiden. Vi kan begge se frem som atleter, siger Dylan Groenewegen.

Styrtet fik ikke kun konsekvenser for Fabio Jakobsen. 27-årige Groenewegen har stadig ikke kørt løb efterins det fatale styrt, da han blev idømt en karantæne på ni måneder af Den Internationale Cykelunion (UCI).

Har talt med psykologer om sit comeback

Nu nærmer et comeback sig. I starten af maj vender Dylan Groenewegen tilbage til det professionelle cykelfelt, når han stiller til start i årets første Grand Tour, Giro d'Italia.

- Det eneste spørgsmål er, hvordan det vil gå rent mentalt. Hvordan reagerer jeg på feltet? Det er altid nervøst. Og hvordan reagerer feltet på mig? Det får vi at se under løbet, men jeg er meget motiveret, siger Dylan Groenewegen.

Og han er forberedt på lidt af hvert.

- Jeg har talt meget med psykologer, og jeg er indstillet på, der kan komme negative reaktioner, siger hollænderen, der tidligere i karrieren har fejret store triumfer - heriblandt fire etapesejre i Tour de France.

Giro d'Italia begynder lørdag 8. maj og fortsætter tre uger frem.