Cykling

Seks ting vi lærte af forårets løb

Liège-Bastogne-Liège markerer en overgang fra forårsklassikere til Grand Tours, og dermed er det tid til en status over netop forårets løb.

1: Ingen er uovervindelige:

I Tirreno-Adriatico var resten af feltet til tider statister i de tre matadorers Julian Alaphilippe, Wout van Aert og Mathieu van der Poels show, hvilket virkelig satte gang i spekulationerne om, hvordan de skulle slås i klassikerne. Her halvanden måned senere har spekulationerne dog vist sig at være ubegrundede, for de kunne alle tre godt slås. Første bevis på det var Jasper Stuyvens veltilrettelagte angreb i Milano-Sanremo, som tog storfavoritterne på sengen og bragte dem i en position, hvor de skulle jagte. En vigtig læring, man kan tage med herfra, er, at man aldrig må skrive et facit på forhånd.

2: Vigtigheden af et stærkt hold:

Deceuninck – Quick-Step har alle år gjort en dyd ud af at sidde i overtal i finalerne, og igen i år fik vi en bekræftelse af hvorfor. E3 Saxo Bank Classic var et flot eksempel på netop det, hvor Kasper Asgreen angreb langt ude fra, og hans to holdkammerater Florian Sénéchal og Zdeněk Štybar kunne sidde på hjul i forfølgergruppe til stor frustration for de resterende forfølgere. Kasper Asgreens sejr den dag kom primært i hus på grund af hans ekstraordinære styrke, men en del af forklaringen var dog også Deceuninck – Quick-Steps stærke kollektiv.

Vi så også eksempler på det modsatte, hvor fraværet af et stærkt hold kostede dyrt. Wout van Aert sad i flere situationer isoleret tidligt i finalen i nogle af forårets løb og kom dermed til at lukke alt for mange huller. Derfor er det nødvendigt for et hold som Jumbo-Visma at opruste på den front forud for næste sæson, så historien ikke gentager sig selv.

3: Vi lærte at man efter et hårdt løb, aldrig må tage for givet, hvem der er hurtigst:

Thomas Pidcock versus Wout van Aert. Kasper Asgreen versus Mathieu van der Poel. Tadej Pogacar versus Julian Alaphilippe. Alle spurter, hvor man på forhånd tog for givet, hvem der ville vinde. En spurt efter et let cykelløb er dog noget helt andet end en spurt efter et hårdt cykelløb, hvilket de tre førnævnte dueller er gode eksempler på. Man kunne jo også mærke skuffelsen helt ud gennem skærmen, da Julian Alaphilippe blev interviewet efter nederlaget i Liège. Han havde ikke regnet med, at Tadej Pogacar - eller nogle af de andre i gruppen for den sags skyld - kunne slå ham.

4: At Tadej Pogacar er mere end bare en Grand Tour rytter:

Det var måske noget, vi godt lidt vidste på forhånd, men alligevel betyder første sejr i et endagsløb noget. Eksempelvis har en rytter som Chris Froome aldrig knækket koden eller haft evnerne til at vinde endagsløbene. Hvor går grænserne for Tadej Pogacars formåen? Det spørgsmål presser sig på efter søndagens resultat.

Kan han komme til at vinde alle tre Grand Tours samt alle monumenter? Alle tre Grand Tours ja, men tror det straks bliver sværere for ham med monumenterne. Liège har han jo allerede, Lombardiet Rundt ligger lige til højrebenet, mens Flandern Rundt og Milano-Sanremo straks er sværere, men jeg vil bestemt ikke afvise det. Jeg vil dog gerne afvise Paris-Roubaix. Det tror jeg ikke, han kan komme til at vinde. Jeg troede dog heller ikke på, at han ville vinde enkeltstarten op ad Planche des Belles Filles sidste år, men der blev jeg klogere.

5: UCI lagde vægt bag ved ordene:

Fra første april implementerede UCI nye regler, hvor nogle positioner på cyklen blev forbudt, samt det blev indskærpet, at man ikke måtte smide affald og dunke uden for visse zoner. Hvordan disse ændringer så ville blive håndhævet, var jeg lidt spændt på at se, og man må sige, de har slået hårdt ned.

I Flandern Rundt blev Michael Schär smidt ud for at have kastet en dunk ud til en tilskuer som en souvenir. Hvilket afstedkom en masse debat efterfølgende, og jeg må hånden på hjertet også sige, at jeg synes, det var at gå lidt for meget over i den anden grøft. UCI har da efterfølgende også blødt lidt op for reglerne, hvad angår affaldsdelen, således man gerne må kaste til personale fra holdet, samt at en overtrædelse ikke medfører direkte diskvalifikation.

Til gengæld har de stået fast på at slå ned over for de ulovlige positioner på cyklen. Senest med Richard Carapaz, der i Liège-Bastogne-Liège sad så yderligt på sadlen på en nedkørsel, at UCI vurderede det til at være nok til en diskvalifikation. Endnu en gang en lidt hård dom, men hvor jeg i tilfældet med Michael Schär synes, det var at gå lidt for meget over i den anden grøft, så valgte Carapaz at vifte med en rød klud foran en olm tyr, og jeg kan godt følge kommissærerne i, at de ikke så anden udvej end at diskvalificere ham. Det bliver dog spændende at se, om den hårde linje fortsætter. Hvis den gør, kan vi godt ende med en del diskvalifikationer i årets løb.

6. INEOS har holdt, hvad de lovede:

Efter Giro d’Italia-sejren sidste år udtalte manden bag holdet, Dave Brailsford, at de nu ville til at gribe cykelløbene mere offensivt an, for det var meget sjovere at køre cykelløb på den måde. Det løfte må man sige, at de har holdt. Fra at være et hold, der tit kontrollerede løbene med hård hånd, kører de nu virkelig offensivt cykelløb, hvilket de har haft stor succes med.

Jeg ved godt, de ikke fik fuld valuta for pengene i et løb som Liège-Bastogne-Liège, hvor de ellers virkelig animerede løbet. Det har de dog haft ved andre lejligheder. Dylan van Baarles soloridt i Dwars door Vlaanderen imponerede mig virkeligt. Ligesom det nye crossfænomen Thomas Pidcocks kørsel virkelig har fejet benene væk under mig. Han er et overordentligt spændende bekendtskab.