Emma Norsgaard vinder etape og tager førertrøje
Det korte etapeløb i Luxembourg slutter søndag, og Emma Norsgaard går efter at vinde det samlet.
Movistar-danskeren Emma Norsgaard har været tæt på sejren mange gange i år, og lørdag lykkedes det endelig.
Det skete på 1. etape af etapeløbet Elsy Jacobs Festival i Luxembourg, hvor sæsonens fem andenpladser blev vekslet til en førsteplads.
- Sandheden er, at jeg følte mere lettelse end glæde, da jeg krydsede målstregen. Det har været et resultat, jeg har jagtet hele sæsonen, så jeg tænkte ”endelig”, siger Emma Norsgaard på Movistars hjemmeside.
21-årige Norsgaard viste stor styrke og var suveræn på den kuperede afslutning, hvor hun åbnede tidligt og satte alle konkurrenterne med sit antrit.
Kører i gult søndag
Sejren var aldrig i fare, og glæden efter de mange andenpladser var til at få øje på, da hun rakte to hænder i vejret og smilte bredt og stort.
- Da jeg så mine holdkammerater, var det ren glæde. De udførte et fantastisk arbejde og ofrede alt for at opnå denne sejr. Jeg er superstolt af holdet og at være en del af Movistar. Det har været en fremragende oplevelse for mig.
Udover etapesejren skal den danske mester også køre i den gule førertrøje. Det korte etapeløb, der begyndte med en prolog fredag, slutter søndag med en 105 kilometer etape, der afgøres på fire omgange i kuperet terræn.
- Vi vil gøre alt for at beholde førertrøjen. Det bliver svært, men efter denne sejr har jeg meget mere selvtillid, og holdet har også den følelse, og jeg er sikker på, at det bliver en sjov dag, siger Emma Norsgaard.
Norsgaard er i gang med sin første sæson på det spanske mandskab.