Geraint Thomas styrter 25 meter før målstregen
Geraint Thomas var i en fordelagtig position til at opnå alt det sjove, da han pludselig mistede kontrollen over sin cykel.
Med omkring 25 meter til målstregen lå Geraint Thomas pludselig i asfalten. Herfra kunne han se håbet om etapesejr og førertrøje forsvinde ude i horisonten.
INEOS-stjernen var i gang med at spurte om etapesejren på kongeetapen af Romandiet Rundt, men mistede kontrollen over sin cykel efter 161 kilometer i sadlen.
Det er svært at se, hvad der skete, men på en eller anden måde mistede han grebet om styret med sin højre hånd, og så røg han af cyklen med hovedet forrest i asfalten, mens Michael Woods tog både etapesejr og førertrøje.
Efter etapen udtaler en skuffet Geraint Thomas, at kulden gjorde det vanskeligt.
- Jeg kunne slet ikke mærke mine hænder, og jeg forsøgte at skifte gear. I stedet mistede jeg grebet om styret. Det er så frustrerende, for selv hvis jeg bare blev bag ham (Woods, red.) og kom ind på andenpladsen (ville det være godt, red.)... Jeg føler mig som en tumpe at styrte der, siger Geraint Thomas ifølge Cyclingnews.
Nåede ikke hurtigt nok op på cyklen
Den tidligere Tour de France-vinder forsøgte at komme tilbage på cyklen hurtigt, men måtte erkende, at det var en svær disciplin op ad et bjerg.
Derfor blev han indhentet af Ben O'Connor og måtte nøjes med en tredjeplads på etapen.
Geraint Thomas var ellers sikker på at erobre førertrøjen, såfremt han bare kom i mål sammen med Woods, fordi han var bedst placeret i klassementet inden etapen. Nu er han i stedet nummer to i klassementet med 11 sekunder op til Woods.
Thomas kom i mål 21 sekunder efter den canadiske etapevinder.
Søndag venter 5. og sidste etape af World Tour-løbet, der skal afgøres med 16 kilometer lang enkeltstart.
Cort spillede stor rolle
Inden den dramatiske afslutning så det ud til at blive en stor dansk dag.
Men med fire kilometer blev Magnus Cort indhentet. Den 28-årige dansker var ellers kørt fra sine udbryderkolleger, men han gik kold til sidst.
Derfor blev han med fire kilometer til toppen hentet af Simone Petilli, inden Michael Woods og senere Geraint Thomas kom farende bagfra.
Cort blev nummer 25.