Cykling

Evenepoel føler intet pres før comeback

Giro d’Italia bliver første løb i næsten ti måneder for Remco Evenepoel efter det alvorlige styrt i Lombardiet Rundt.

Remco Evenepoel har de seneste år tiltrukket masser af opmærksomhed, og torsdag var ikke en undtagelse, da Belgierens hold, Deceuninck-Quick Step, holdt online pressemøde forud for dette års Giro d’ Italia.

Det er nemlig ingen hemmelighed, at det bliver et specielt løb for den 21-årige Evenepoel, der ikke har konkurreret siden 15. august sidste år, hvor han styrtede og kom voldsomt til skade i Lombardiet Rundt.

Mange husker nok de uhyggelige billeder, hvor den unge belgier mister kontrollen over sin cykel på en nedkørsel under det Italienske monument. Heldigvis slap han rimelig nådigt fra det grimme styrt, hvor han brækkede sit bækken og en beskadiget sin højre lunge.

Men nu er Evenepoel klar til igen at køre løb, og det ser han frem til.

- Ni måneder uden løb kan virkelig gøre dig trist. Så jeg vil bare nyde hvert øjeblik sammen med holdet og have en god fornemmelse på cyklen. Forhåbentlig kan vi skabe nogle fantastiske minder sammen, lyder det fra Evenepoel, der godt er klar over, at han ikke kommer ind til det tre uger lange etapeløb med de bedste forudsætninger.

- Jeg tror ikke, man kan forberede sig 100 procent til et løb uden at have kørt andre løb. Men det er den risiko, vi løber.

Nævnes blandt favoritterne

I sin debutsæson i 2019 brød Remco Evenepoel i den grad igennem på cykelsportens højeste niveau med en række overbevisende sejre.

I 2020 vandt Quick Step-kometen alle de løb, hvor han stillede til start, hvilket gav sejre i det samlede klassement i både Polen Rundt, Vuelta a Burgos, Volta ao Algarve og Vuelta a San Juan, inden han altså kom slemt til skade i Lombardiet Rundt.

Alt sammen resultater, der gør, at han nu sammen med INEOS-profilen Egan Bernal og Simon Yates fra Team BikeExchange nævnes blandt favoritterne til at tage den samlede sejr i den italienske Grand Tour. Det på trods af, Evenepoel ikke har kørt et løb i knap ti måneder.

Selv fastslår cykeltalentet, at han ’intet pres’ føler to dage inden sit comeback.

- Jeg er bare glad for endelig at være til start næsten ti måneder efter styrtet. Jeg ved ikke, hvordan kroppen vil reagere. Der er gået så lang tid, så jeg kan ikke sige, om jeg er bedre end sidste år, eller om jeg føler mig mere selvsikker. Vi må se, hvordan det går dag for dag.

- Mit mål er at føle mig tilpas i feltet igen og have det sjovt med gutterne, for jeg har savnet at køre løb, siger den unge rytter, som også slår fast, at Giroen ikke er hans store mål i år.

Det er derimod landevejsløbet til OL i Tokyo, som køres d. 25. juli.

Giro d’ Italia køres fra lørdag d. 8. maj og afgøres søndag d. 30. maj.