Cykling

Asgreen vinder enkeltstart

Efter sejren på fjerde etape i Portugal ligger Kasper Asgreen nummer tre i klassementet.

Kasper Asgreen fortsætter sin imponerende sæson.

Lørdag tog han sin tredje sejr i år, da han vandt enkeltstarten på fjerde etape af Volta ao Algarve.

Den danske Deceuninck – Quick-Step-rytter havde tredjehurtigste tid ved første mellemtid, men da han krydsede målstregen, kunne ingen overgå ham.

Han tilbagelagde de 20,3 kilometer på 23 minutter og 52 sekunder. Det var tre sekunder bedre end Rafael Reis på andenpladsen. Med sejren rykker Asgreen op på tredjepladsen i klassementet.

Ethan Hayter (Team INEOS) førte løbet inden enkeltstarten, og det så godt ud ved første mellemtid, hvor han var nummer to. Han styrtede dog kort efter, hvor han slog sig voldsomt. Alligevel lykkedes det ham at komme i mål hurtigere end sine konkurrenter og forsvare førertrøjen.

Tidligere i år vandt Asgreen E3 Saxo Bank Classic samt cykelmonumentet Flandern Rundt som den anden dansker i historien.

Kasper Asgreen er regerende danmarksmester i både linjeløb og enkeltstart.

Volta ao Algarve slutter søndag.