Cykling

DCU forklarer deltagelse ved udskældt EM

Bane-EM i Minsk afholdes med dansk deltagelse fra den 23. til den 27. juni.

Trods modvilje mod Minsk som EM-vært møder Danmarks Cykle Union op til banemesterskabet i juni.

Det fastslår DCU i en pressemeddelelse, hvor udsigten til sportslige sanktioner fremstår som grunden til, at danskerne ikke melder afbud:

  • Afbud ved EM betyder udelukkelse ved VM 2021
  • Fravær ved VM 2021 besværliggør kvalifikationen til VM 2022
  • Besværlig VM-kval påvirker forberedelserne til OL 2024

Som specialforbund under Danmarks Idrætsforbund følger DCU anbefalinger og retningslinjer fra de danske myndigheder og internationale sportsorganisationer som den internationale olympiske komité IOC og den internationale cykleunion UCI.

- Vi deltager de steder, hvor den internationale cykleunion afholder mesterskaber, siger DCU-direktør Martin Elleberg Petersen til TV 2 SPORT.

- Når de siger, de afholder det i Minsk, må vi tage dertil - velvidende, at der er nogen, der ikke synes, det er rigtigt at være der. Vi tager dertil af sportslige grunde og ikke af politiske.

Stiller med et alternativt landshold

Mens EM finder sted fra den 23. til den 27. juni, ligger herrernes banelandshold i højdetræningslejr – en central del af OL-forberedelserne. Derfor stiller Danmark, i hvert fald på herresiden, med et alternativt landshold.

- Vi stiller med et bobler-landshold, der skal tage over efter det nuværende hold. Nogle af de nuværende ryttere kan sagtens blive en del af holdet efter OL, men vi stiller med dem, vi regner med, der skal være stammen på det nye landshold efter OL i år, fortæller elitechef Morten Bennekou til TV 2 SPORT.

Er der ryttere, der har udvist betænkelighed ved at deltage ved EM i Minsk?

- Nej, men vi kommer til at gøre noget ud af at sige, at det er frivilligt at stille op. Og hos os kommer det ikke til at have nogen sportslig konsekvens, hvis en rytter takker nej til at stille op.

Jeg har gjort min stemme klar, og jeg har arbejdet for at finde et alternativ

Henrik Jess Jensen, formand for DCU og viceformand for UEC

DCU-formand Henrik Jess Jensen var i 2020 med til at lukke aftalen med Minsk, fordi han også er viceformand for den europæiske cykleunion UEC. Efterfølgende er der afholdt valg i Belarus (Hviderusland), hvor Aleksandr Lukasjenko erklærede sig som vinder af præsidentvalget.

Både EU og andre organisationer mener, at valgsejren var et resultat af valgsvindel, mens menneskerettighedsorganisationer har meldt om vold og tortur mod demonstranter, som er blevet fængslet.

Det er derfor, der stilles spørgsmål ved afholdelsen af EM i Minsk og dernæst Danmarks deltagelse.

- Jeg har gjort min stemme klar, og jeg har arbejdet for at finde et alternativ. Men det er ikke lykkedes, og så respekterer jeg, at der var et flertal i bestyrelsen for at fastholde mesterskaber derovre, har Henrik Jess Jensen tidligere udtalt til Berlingske.

Belarus skulle også have været vært for VM i ishockey i 2021, men på grund af urolighederne i landet er hele værtskabet overgået til Letland.