Stjerne 'surfede' på barrieren i dramatisk Giro-spurt
Den colombianske stjernesprinter Fernando Gaviria slap med forskrækkelsen, men det var tæt på at gå helt galt i spurten i Giro d'Italia.
En katastrofe var kortvarigt under opsejling, da Giro-feltets hurtigste ryttere søndag kæmpede om sejren på 2. etape i årets første Grand Tour.
UAE Team Emirates' Fernando Gaviria var blandt favoritterne i spurten, men med 200 meter til målstregen gik det galt.
Gavirias holdkammerat Juan Sebastián Molano havde kørt leadout forrest i feltet, da Gaviria åbnede spurten fra omkring fjerde position. Molano opdagede dog ikke, at UAE-holdets sprinter kom højre om feltet, og så var der ikke længere plads til Gaviria.
"Han surfer langs barrieren"
Situationen endte meget dramatisk, da den colombianske sprinter blev presset så langt ud i barrieren af sin egen holdkammerat, at han på en distance over 10-15 meter 'surfede' langs barrieren. Samtidig måtte han slippe styret med højre hånd for at holde balancen, ligesom han klikkede ud af pedalen.
- Ser du det, Gaviria laver? Han surfer langs barrieren og styrter ikke. Det er vildt, hvilken cyklerytter! Det var nogle gode barrierer, der bestod svendeprøven her. Det er vildt, han klarer den. Han har brandmærker på armen i aften, det garanterer jeg for, lød det fra Eurosport-ekspert Brian Holm, da han lettere chokeret analyserede situationen.
Da der i sekunderne efter var kommet ro på situationen, og katastrofen var afværget, slog Fernando Gaviria straks armene i vejret, mens han tydeligt viste, at han bestemt ikke var imponeret over Molanos kørsel.
Fokuserer på det positive
Gaviria trillede over målstregen som nummer 24, mens han i holdets pressemeddelelse efter etapen udtalte følgende om hændelsen:
- Jeg ramte barriererne, men heldigvis formåede jeg at holde mig oprejst. Det var ikke lige den afslutning, jeg havde drømt om, men det er noget, der kan ske i en spurt. Benene er gode, hvilket er det vigtigste. Der er mange flere dage i vente.
Netop barriererne omkring spurterne var et stort tema i sommeren 2020, efter Fabio Jakobsen kom slemt til skade i et styrt, hvor han blev presset ud i barrieren af landsmanden Dylan Groenewegen.
Det fik den internationale cykelunion til at slå fast, at de ville forsøge at øge sikkerheden omkring afslutningerne. Mange ryttere var dog ikke imponeret over UCI's handlinger, da de mente, der også kom fokus på mange ligegyldige ting i samme ombæring.
Forrest i søndagens Giro-felt var det belgiske Tim Merlier fra Alpecin-Fenix, der vandt 2. etape.