Giro-dansker hentet fire kilometer fra mål
Christopher Juul-Jensen var længe i spil til en etapesejr, men Joe Dombrowski vandt 4. etape i Giroen.
Christopher Juul-Jensen (BikeExchange) var længe i spil til den største triumf i karrieren, men han lykkedes ikke med at fuldføre angrebet på en etapesejr i Giro d'Italia.
Med fire kilometer tilbage blev Juul-Jensen og udbryderkollegaen Rein Taaramäe (Wanty) hentet af Alessandro De Marchi (Israel Start-Up Nation) og Joe Dombrowski (UAE), og sidstnævnte endte med at snuppe sejren på løbets 4. etape.
Det var Dombrowskis fjerde professionelle sejr i karrieren - og amerikanerens klart mest prestigefyldte sejr.
De Marchi blev godt nok slået i finalen, men kan glæde sig over at være ny indehaver af den lyserøde førertrøje.
Det var den første deciderede bjergetape i årets Giro d'Italia, og de 187 kilometer fra Piacenza til Sestola blev kørt under vanskelige vejrforhold. Størstedelen af dagen regnede det, hvilket kun gjorde nedkørslerne vanskeligere.
Tidligt kørte et stort udbrud med 22 ryttere afsted, og Christopher Juul-Jensen var blandt de mange håbefulde ryttere.
Der var stadig omkring 70 kilometer til mål, da det lykkedes for danskeren at slippe væk sammen med de to Wanty-ryttere Rein Taaramäe og Quinten Hermans.
Med 45 kilometer til mål blev trioen til en duo, da Hermans faldt fra. Forspringet ned til den store forfølgergruppe lød på cirka to minutter, mens afstanden til feltet var hele otte minutter.
Siden skrumpede afstanden, men førerduoen havde stadig et minut ned til forfølgerne, da de tog hul på den afsluttende kategori 2-stigning Colle Passerino med under syv kilometer til målstregen.
Bagfra kom Alessandro De Marchi (Israel Start-Up Nation) og Joe Dombrowski (UAE) dog buldrende, og med fire kilometer tilbage var førerduoen blevet til en kvartet, men kun kortvarigt.
Juul-Jensen og Taaramäe kunne ikke følge med deres nye venner, og i stedet endte Dombrowski altså med at tage sig af etapesejren, da amerikaneren kørte alene over målstregen med en sejrsmargin på cirka 12 sekunder.