Vingegaard sagde nej til at køre OL

Landstræner Anders Lund har ikke haft mulighed for at udtage den danske komet til OL.

Et stort gennembrud er i fuld gang for den bjergstærke dansker Jonas Vingegaard, der meget vel kunne være blevet en del af Danmarks OL-hold.

På den bjergrige rute i Tokyo kunne han formentlig have ydet kaptajn Jakob Fuglsang noget nær den stærkeste bistand.

Men det kommer ikke til at ske. Årsagen er, at han lige inden OL skal køre sit første Tour de France.

- Efter et hårdt program i længere tid tror jeg ikke på, jeg kan være 100 procent til OL. Hverken fysisk eller mentalt. Hele min træning er tilrettelagt efter min deltagelse i Touren, hvor jeg kommer til at bruge alle mine kræfter på at være den bedst mulige hjælperytter, siger Jonas Vingegaard til TV 2 SPORT.

- Det har været rigtig, rigtig svært, for det er en stor drøm for mig at køre OL. Når jeg har kørt mig helt i sænk i Touren, tror jeg ikke på, jeg kan nå at restituere og være på 100 procent til OL.

Accepterer beslutningen

Han slår fast, at det 100 procent er hans egen beslutning og ikke noget, der er kommet efter ønske fra hans arbejdsgivet, storholdet Jumbo-Visma.

Holdet kører for sidste års nummer to, Primoz Roglic, og den plan går altså udover det danske landshold, fordi der kun er syv dage mellem den afsluttende etape i Tour de France og linjeløbet ved OL.

- Det er en beslutning, som jeg selvfølgelig har noteret mig og accepterer, men jeg er da ked af det. Jeg havde gerne set, at han stod til rådighed for landsholdet. Han er bange for, han er for træt efter Touren og vil ikke tage pladsen fra en anden, siger Anders Lund til TV 2 SPORT.

Vil have alle til rådighed

Selvom landstræneren accepterer beslutningen, håber han ikke, det kommer til at ske i fremtiden.

- Jeg ved godt, der er flere ting i det at være professionel cykelrytter og dét at stå til rådighed for landsholdet. Der er nogle interesser fra de forskellige World Tour-hold, som man selvfølgelig må have med, inden man begynder at kaste med ting og råbe og skrige i telefonen, siger landstræneren.

- Min drøm er, at vi med tiden kommer derhen, hvor alle står til rådighed for landsholdet med de ressourcer, de har til rådighed. Så er det op til mig selv og Morten Bennekou (elitechef, red.) at fornemme og styre, hvem der skal med ud fra de forudsætninger, de har.

'Desto mere ærefuldt at blive udtaget'

Torsdag satte Anders Lund navn på to af de fire ryttere, der kommet til at udgøre OL-holdet i linjeløb.

Mens den forsvarende OL-sølvvinder Jakob Fuglsang bliver kaptajn, bliver Kasper Asgreen superhjælper, mens Asgreen også skal køre enkeltstart fire dage senere.

Otte ryttere kører nu om de sidste to pladser på holdet.

- Hvis man ser på det danske cykelsportsniveau lige nu, mængden af ryttere på højeste niveau og kvaliteten af de enkelte stjerner, kan vi godt håbe på nogle rigtig flotte resultater i Tokyo, siger Anders Lund.

- Det er rigtig godt for udtagelsen, at vi har det høje niveau og kvaliteten, for det gør, at det bliver desto mere ærefuldt at blive udtaget. Alle kan se, at der virkelig skal noget ekstraordinært til for at ramme det danske OL-hold. Jeg ser det bare som en meget, meget privilegeret opgave at få lov til pege på dem.

Linjeløbet ved OL køres den 25. juli.