Cykling

Bernal triumferer på forkortet etape

Egan Bernal tog sin anden etapesejr og udbyggede sin samlede føring i Giro d'Italia, da han vandt 16. etape.

Der er Egan Bernal, og så er der alle de andre i Giro d'Italia.

Mandag satte colombianeren i den lyserøde førertrøje nok engang tingene på plads i den italienske Grand Tour, da han kørte fra alle konkurrenterne i klassementet og både tog sin anden etapesejr i løbet og udbyggede sin samlede føring.

Bernal kom til mål alene og vandt 16. etape, der bød på to stigninger i Dolomitterne. Romain Bardet (DSM) og Damiano Caruso blev nummer to og tre.

Det efterlader Bernal med 2 minutter og 24 sekunder ned til Caruso på andenpladsen, mens der er 3 minutter og 40 sekunder ned til Hugh Carthy (EF) på tredjepladsen.

Simon Yates (BikeExchange) blev dagens store taber i klassementet. Briten røg fra andenpladsen ned som nummer fem og har nu 4 minutter og 20 sekunder op til Bernal.

Mandagens etape var udset som løbets kongeetape, men en grum vejrudsigt fik arrangørerne til at forkorte etapen, så to af de hårde stigninger, rytterne var udset til at skulle bestige, blev skåret ud af køreplanen.

Det fjernede angrebsterræn for Egan Bernals mere og mere pressede konkurrenter i klassementet, hvilket flere af dem udtrykte deres utilfredshed over, da nyheden om den forkortede etape kom ud.

Som sædvanlig stak en gruppe lykkeriddere tidligt afsted. Seks mand fik etableret et udbrud, og blandt dem var prominente navne som Vincenzo Nibali og Joao Almeida.

De ramte bunden af dagens store, stejle stigning, Passo Giau, med lidt under to minutter ned til feltet. Der opstod hurtigt udskilning, og udbruddet blev splittet op. Til sidst sad Antonio Pedrero alene forrest.

Men han endte altså som jagtbytte for favoritgruppen, der blev mindre og mindre. Med en håndfuld kilometer til toppen trådte Egan Bernal an og skruede tempoet i vejret.

Ingen af hans konkurrenter kunne følge med. De øvrige udbrydere og til sidst altså Antonio Pedrero blev opslugt af colombianeren, der fløj forbi dem alle og styrede mod etapesejr.

Bernal rundede toppen af Passo Giau i ensom majestæt og skulle nu blot de cirka 18 kilometer ned ad bjerget mod skisportsmekkaet Cortina d'Ampezzo, hvor målstregen ventede.

Det klarede han i overlegen stil. På de sidste hundrede meter havde Bernal endda overskud nok til at tage sin sorte Ineos-jakke af, så de fremmødte tilskuere kunne se ham fare gennem gaderne og i mål i den lyserøde førertrøje.

Der resterer fem etaper af Giro d'Italia inklusive en 30 kilometer lang enkeltstart ind til målstregen i Milano søndag, hvor løbet slutter.