Cykling

Komet skammer sig ikke over stort tidstab

Mandagens bjergetape sendte endegyldigt Remco Evenepoel ud af kampen om sejren i Giro d'Italia.

Med knap 28 minutter op til førstepladsen må det belgiske stortalent Remco Evenepoel sande, at sejren og en topplacering er uden for rækkevidde i Giro d'Italia.

På mandagens bjergetape mistede han endegyldigt kontakten til de øvrige favoritter, da han tabte mere end 24 minutter til suveræne Egan Bernal.

Det kommer dog ikke som et chok for cykelkometen, der er i gang med sit første løb siden et voldsomt styrt i august sidste år.

- Vi vidste, at det kunne ske. Jeg havde bare en offday. Der er ikke noget at skamme sig over, siger han ifølge cyclingnews.com.

Evenepoel havde leveret en stribe flotte resultater, før han i sidste års Lombardiet Rundt kørte ud over en bro og brækkede sit bækken.

En del af en læringsproces

Han peger på, at han kun har haft mulighed for at træne fuldt ud i to måneder.

- Så kan man ikke forvente at være i topform til et tre uger langt etapeløb, siger Evenepoel.

- Jeg kan mærke, at jeg har mindre og mindre energi. Effekterne af det, jeg skal levere hver dag, hober sig op. Det er en del af læringsprocessen, og jeg tager erfaringerne med til næste år.

Med knap en halv time til førstepladsen kan Evenepoel formentlig få lov til at gå med i et udbrud på en af Giroens sidste etaper.

Det kræver dog, at han har benene.

- Jeg er en halv time efter, så jeg har lidt luft, men jeg må vente og se, hvordan jeg har det. Hvis jeg er træt i begyndelsen af en etape, giver det ikke mening, siger Quick-Step-rytteren.

Giro d'Italia slutter på søndag med en 30,3 kilometer lang enkeltstart. Under normale omstændigheder ville Evenepoel være blandt favoritterne i den disciplin.