Sagan straffet for ”intimiderende og upassende opførsel”
Juryen i Giro d'Italia har valgt at straffe Peter Sagan. Han slipper dog for en straf, hvor det ville have gjort mest ondt.
Den slovakiske stjerne Peter Sagan markerede sig på negativ vis på 18. etape af Giro d'Italia.
Efter torsdagens etape stod der således følgende i kommunikéet ud for Sagans navn:
”Sagan (BOH) får en bøde på 1000 schweizerfrank og -50 UCI-point for intimiderende og upassende opførsel over for andre ryttere.”
Det præciseres ikke nærmere, men undervejs på etapen kunne Sagan ses forrest i feltet forsøge at stoppe udbrudsforsøg ved at blokere vejen og tale til andre ryttere.
Han får dog lov til at beholde sine point i pointkonkurrencen, hvor han fører. Det ville have været et hårdt slag for slovakken, såfremt juryen havde trukket point fra ham i den konkurrence.
Forsøgte at kontrollere i feltet
Han havde ingen interesse i, at det trak så langt ud, før et udbrud kom af sted. Ryttere forsøgte at slå hul i næsten 60 kilometer, og det huede ikke Sagan, der i pointtrøjen forsøgte at sende et udbrud af sted uden konkurrenter til trøjen.
- Det var en vigtig etape. Nøglen var ikke at tabe point til pointtrøjen. Vi kontrollerede sprinterne, som var tæt på mig i konkurrencen og forsvarede trøjen, siger Sagan efter etapen på Bora-hansgrohes hjemmeside.
Straffen betyder, at han falder fra 410 til 360 UCI-point. Lidt ukarakteristisk for den stærke slovak er han dog langt efter de bedste på listen.
Den 25. maj var han nummer 47. Wout van Aert topper listen med 2781 point. Den bedste dansker er Kasper Asgreen, der med 1182 point er nummer 7.
Giro d’Italia slutter på søndag.