Cykling

Topplacering af Asgreen

Kasper Asgreen avancerer til en samlet tredjeplads i etapeløbet Critérium du Dauphiné.

Kasper Asgreen leverede en topplacering på onsdagens enkeltstart i Critérium du Dauphiné.

Danskeren satte den tredjehurtigste tid og blev kun overgået af Astanas Alexey Lutsenko og Ion Izagirre.

Lutsenko var med etapesejren også tæt på at tage førertrøjen i løbet, men Lukas Pöstlberger forsvarede den med et enkelt sekund. Kasper Asgreen er samlet nummer tre.

I en lang periode var det ellers en anden dansker, som sad i det varme sæde.

Jumbo-Vismas Jonas Vingegaard kørte de 16,4 kilometer på 21 minutter og 53 sekunder, det kunne selv ikke enkeltstartsspecialisten Brandon McNulty overgå.

- Det gik meget godt i dag. Benene var gode, så jeg prøvede at give den et skud, sagde Vingegaard til TV 2 SPORT.

- Jeg har forbedret mig meget på enkeltstarten i år. Den her rute er meget urytmisk, og det ligger godt til mig med nogle bakker og nogle sving.

Jonas Vingegaard satte hurtigste tid på enkeltstarten i Critérium du Dauphiné. Video: TV 2 SPORT

Thomas gik ned

Vingegaards tid blev først slået, da Richie Porte passerede målstregen to sekunder hurtigere.

Siden overtog Astana showet. Først med Ion Izagirre og derefter Alexey Lutsenko som hurtigste mand.

Den tidligere Tour de France-vinder Geraint Thomas var ellers klart hurtigst ved første mellemtid, men han gik helt ned på den sidste del af ruten og kom i mål langsommere end Vingegaard.

Femte etape bliver en kuperet etape dog med en flad afslutning efter etapens 175 kilometer. Se med torsdag fra klokken 14.05 på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.