Cykling

Dansker lod, som om han vandt Touren, da han så Froome

Mikkel Bjerg fra UAE Emirates kalder det en cool følelse, da han fulgtes med Chris Froome op ad det sidste bjerg i Critérium du Dauphiné.

Han er ikke, hvad han har været. Det er ingen hemmelighed.

Men med fire Tour de France-sejre, to Vuelta-sejre og en sejr i Giro d'Italia taler Chris Froomes CV for sig selv.

Britten har stjernestatus over sig, selvom han i øjeblikket præsterer på et middelmådigt niveau hos Israel Start-Up Nation. Det kan danske Mikkel Bjerg skrive under på efter søndagens sidste etape af Critérium du Dauphiné.

- Jeg holdt mit eget tempo, så jeg var sat lige fra starten af. Og så kunne jeg høre Kasper Asgreen råbe ”ey, ey, ro på”. Jeg hentede Chris Froome, og så lå jeg og kørte og lod, som om jeg vandt Tour de France, fordi jeg var ved at sætte ham på vej opad. Og så kom vi i mål sammen, så det var en stor oplevelse faktisk.

UAE Emirates-danskeren henviser til det sidste bjerg på 8. etape. Col de Joux Plane, en stigning uden for kategori, som mange kalder alpernes hårdeste.

- Det var bare en cool følelse. Alle råber ”åh, åh, Chris. Allez, allez”. Så det var ret fedt at være en del af. Man følte næsten, man kørte en kæmpe finale på toppen af et stort bjerg, siger Bjerg med et stort smil til TV 2 SPORT umiddelbart efter søndagens etape.

Froome og Bjerg kom sammen i mål lidt over ti minutter efter Mark Padun, der vandt etapen. Richie Porte endte som den samlede vinder af Critérium du Dauphiné. Et løb, som Froome vandt i både 2013, 2015 og 2016.

Har en god følelse inden Tour de France

Bjerg fik vist sig godt frem i det franske etapeløb, hvor han forsøgte at køre sig til en plads på Tour de France-holdet.

Meget tyder også på, at danskeren får sin debut i verdens største cykelløb her til sommer. I sidste uge lagde holdets sportsdirektør i hvert fald ikke skjul på, at de får brug for danskeren.

- Om han bliver udtaget til Tour de France er ikke rigtig et spørgsmål. Vi har brug for ham der, sagde UAE Emirates' sportsdirektør Allan Peiper til TV 2 SPORT.

Derfor kommer Bjerg formentlig med til et Tour de France sammen med et hold, der skal forsøge at genvinde den gule trøje med Tadej Pogacar.

Danskeren selv har også et rigtig god fornemmelse omkring sin form i øjeblikket.

- Jeg har rimelig godt overskud i benene. Jeg har egentlig bare en god følelse generelt. Så det er værd at tage med herfra, siger Bjerg.

Tour de France bliver afviklet fra 26. juni til og med søndag 18. juli. Og du kan - som sædvandligt - se alle etaperne direkte på TV 2 og TV 2 PLAY.