Cykling

Privatbil spolerede Fuglsangs enkeltstart

Jakob Fuglsang skulle lige pludselig fokusere på andet end blot vejen og sin cykel, da han var ude på enkeltstarten på 1. etape af Schweiz Rundt.

- Uha, det er aldrig godt, når vi får sådan nogle slows. Nej, nej, nej. Det var en ikke-akkrediteret bil det der. Det er jo farligt. Sindssygt farligt.

Reaktionen var umiddelbar hos Rasmus Staghøj i TV 2 SPORTs kommentatorboks, da Jakob Fuglsang var blevet sendt ud på enkeltstarten søndag.

Her blev Schweiz Rundt skudt i gang, og for den danske Astana-stjerne opstod en ganske ubelejlig situation.

Rundt i et teknisk svært sving kunne Fuglsang se en bil, da han kiggede op. Heldigvis for danskeren manøvrerede han sig udenom, og hele episoden blev ikke nær så farlig, som det kunne være endt.

- Der holder en bil midt i det hele. Det er noget rigtig rod. Vi har set et par situationer her, der ikke har været supergode.

- Det var lige igennem det svære sving, at den hvide bil holdt. Så det var lidt en skam for ham (Fuglsang, red.), lød vurderingen fra TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen i kommentatorboksen.

Jakob Fuglsang var heldigvis opmærksom på, at der holdt en bil midt i det hele.

'Ville da være bedre, hvis jeg kunne slippe for det'

Fuglsang mistede selvsagt noget momentum, da han han skulle svinge forbi den vildfarne privatbil.

Det er dog nok ikke alene årsagen til, at danskeren sluttede 1. etape af Schweiz Rundt som nummer 58, hvor han var 53 sekunder langsommere end etapevinder Stefan Küng.

Hovedpersonen selv prøvede da heller ikke at gøre det til en undskyldning efter etapen.

- Det var en bil, der lige pludselig stod midt på ruten. Der var heldigvis plads til venstre for bilen, så jeg kom udmærket uden om den. Det var et sted, der var lidt teknisk, så jeg lå ikke ned i bøjlen. Så det betyder ikke noget specielt.

- Det ville da være bedre, hvis man kunne slippe for det. Nu var den der, og så er det jo bare med at komme så smidigt uden om det som muligt. Og så var fokus på at komme videre, siger den danske stjernerytter til TV 2 SPORT.

Fuglsang tabte op imod et halvt minut til ryttere, der meget vel kan blive danskerens konkurrenter i bjergene senere i løbet.

Forhåndsfavoritter som Julian Alaphilippe, Rohan Dennis og Maximilian Schachmann sluttede alle inden for 30 sekunder efter Stefan Küng.

Astana-danskeren kan dog se frem til lidt mere Fuglsang-terræn de næste dage, hvor Schweiz Rundt bliver afviklet. Allerede på mandagens 2. etape venter lidt mere kuperet landskab.

Se Schweiz Rundt på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY mandag fra klokken 15.30.