Cykling

Dansker fik ret i kæk kommentar til Van der Poel

Alexander Kamp har for længst opdaget, hvor suveræn hans hollandske kollega og konkurrent er.

Ingen ser ud til at kunne slå Mathieu van der Poel for tiden.

Tirsdag tog den stærke hollænder sin anden etapesejr i Schweiz Rundt og erobrede samtidig førertrøjen. 45 kilometer før afslutningen kørte Trek Segafredo-danskeren op til Van der Poel og vekslede et par ord med ham.

- Jeg sad og kiggede på ham i går (tirsdag, red.) med 45 kilometer igen. Så sagde jeg til ham: ”Kan du se alle de ryttere foran dig? De fører alle sammen for dig”. Og det er rigtigt. Når de kommer hjem til målstregen, er der ikke nogen, der kan røre ham i øjeblikket, siger Alexander Kamp til TV 2 SPORT.

Og han fik ret. 45 kilometer senere kunne Van der Poel tilføje endnu en sejr til sit imponerede CV.

Sejre kommer der mange flere af, hvis ingen gør noget, mener Kamp.

- Hvis jeg var hans konkurrent, ville jeg angribe ham udefra, for i en spurt kan ingen røre ham.

27-årige Kamp var også tæt på den triumferende hollænder kort før målstregen. Danskeren endte som nummer seks i spurten.

- Jeg må indrømme, at jeg kom lidt til kort i spurten. Det var en hård finale, hvor der blevet givet fuld gas de sidste 30 kilometer. Det var en sjetteplads, og det er jeg tilfreds med.

Kan lave hattrick onsdag

Onsdagens 4. etape ser på papiret ud til igen at blive noget for Van der Poel. Hvis han gider.

- Det afhænger af, om han er interesseret i at tage endnu en etapesejr. Hvis han er er det, giver det sig selv. Så er hans hold, Alpecin, stærkt nok til at kontrollere et udbrud, og så kan han sådan set bare selv køre væk på stigningen sammen med Alaphilippe.

- Og som det ser ud lige nu, er der ingen, der kan slå ham (Van der Poel, red.), siger Alexander Kamp.

Se 4. etape af Schweiz Rundt på TV 2 SPORT fra klokken 15.30.