Cykling

Dansker irriteret over holdets plan med ham

Jonas Gregaard var irriteret på sit hold efter torsdagens etape i Schweiz Rundt, hvor han selv mener, at han arbejdede for hårdt.

Man må yde, før man kan nyde.

Sådan lyder et kendt dansk ordsprog. Et ordsprog, som den danske cykelrytter Jonas Gregaard formentlig godt generelt kan tilskrive sig. Men efter torsdagens etape i Schweiz Rundt mente den 24-årige dansker dog, at han havde arbejdet lige hårdt nok for føden.

For godt nok var Jonas Gregaard glad for, at holdkammeraten på Astana-holdet, Jakob Fuglsang, tog en andenplads på torsdagens bjergetape.

- Det er da meget godt, synes jeg. Jeg tror, han kørte alt, hvad han kunne. Så det må være fint. Vi kørte også godt som hold, siger Jonas Gregaard til TV 2 SPORT.

Men den unge dansker var dog ikke helt tilfreds med den måde, som Astana-cheferne disponerede over ham på 5. etape af Schweiz Rundt.

- Vi sad ved ham(Jakob Fuglsang, red.) hele dagen og beskyttede ham og hentede drikkelse og så videre. Og på stigningen giver det jo sig selv, at man må sidde med, så længe man kan. Jeg ville gerne have siddet der længere, men holdet vil gerne have, at jeg laver noget arbejde, inden vi rammer stigningerne, hvilket jeg også synes, er lidt irriterende. Men sådan er det nu engang, siger Jonas Gregaard.

Føler sig godt kørende

Jonas Gregaard sad længe med i feltet, og den unge dansker kom i mål som nummer 34 på torsdagens etape, der var den første reelle bjergetape i årets Schweiz Rundt.

Men den danske bjergrytter er træt af, at han ikke havde kræfter til at sidde med i front endnu længere.

- Jeg ved, at jeg kan køre godt opad, så det er lidt irriterende at bruge ekstra kræfter inden stigningerne.

Føler du dig godt kørende?

- Ja, det synes jeg. Jeg sad med, til der var tolv ryttere tilbage eller sådan noget, så det er jeg sgu meget glad for. Så hvis jeg de næste dage ikke skal ned og hente dunke og frem og tilbage - og ikke skal ligge og bruge kræfter i vinden - så tror jeg, det bliver endnu federe, siger Jonas Gregaard.

Jonas Gregaard er nummer 43 i klassementet efter 5. etape. Jakob Fuglsang er nummer to - bare 26 sekunder efter Richard Carapaz.

Chris Anker roser Gregaards selvtillid

TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen anerkender frustrationen hos Jonas Gregaard. Men ifølge eksperten skyldes Astanas taktik efter alt at dømme, at den rutinerede spanier, Omar Fraile, lige nu er udset til at være Fuglsangs højre hånd i bjergene.

- Han føler sig godt kørende og vil måske gerne være sidste mand for Jakob Fuglsang i bjergene. En rolle, som Omar Fraile formentlig har lige nu. Så nu må vi se, hvad holdet lægger af taktik fremover, siger Chris Anker Sørensen, der er vild med Gregaards attitude:

- Det lød som om, han mente, at han nærmest kunne have siddet med helt fremme helt til sidst. Han har i hvert fald selvtilliden i orden.

Fredag skal Gregaard prøve kræfter med endnu flere schweziske bjerge, når 6. etape tager rytterne fra Andermatt til Disentis Sedrun over blandt andet to stigninger i kategori 1.

Se Schweiz Rundt på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.