Tour de France

Froome udtaget til Touren – men ikke på grund hans resultater

Chris Froome er et af de største navne på Israel Start-Up Nation, men han skal ikke køre efter Tour-sejren i år.

Han har ikke kørt Tour de France siden 2018.

Men når Touren starter i Brest 26. juni, vil han igen være at finde på startstregen. Tirsdag er han nemlig blevet udtaget til Israel Start-Up Nations Tour-hold som den anden rytter.

Froome har ikke kørt Touren siden 2018, da han kort inden starten i 2019 styrtede inden en enkeltstart i Criterium du Dauphiné og brækkede adskillige knogler.

Han har ikke fundet sit vanlige niveau siden, og derfor er det heller ikke på grund af de sportslige resultater, han er udtaget. Der er andre grunde bag, mener TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen.

- Han er købt ind til at køre Tour de France og betaler ham en god hyre for det. Indtil videre har han ikke vist strålende form, men har dog vist sig frem – senest i Criterium du Dauphiné. Han har et cv, som er de færrest forundt. Det er svært at lade være med at tage et så stort navn med, siger Chris Anker Sørensen.

- De tager kun Froome med, hvis der er mulighed for den positive historier i forhold til omtale. Hvis han slet ikke kunne køre, var han ikke kommet med. Det er jeg sikker på.

Jeg håber at bruge min erfaring og støtte på holdet som vejkaptajn

Chris Froome

Chris Anker Sørensen mener, at hvis det havde været en enhver anden rytter med samme resultater, var han ikke kommet med.

- De har taget ham med, fordi han har det cv, han har – og fordi han har alle mulige andre ting at byde ind med. Han har en enorm erfaring og skal hjælpe Michael Woods. Jeg kan godt forstå, at de tager ham med som vejkaptajn – og især som hjælper til Woods, der aldrig er lykkedes med klassementet i Touren.

Vil støtte sin kaptajn

Chris Froome fortæller, at han glæder sig til at komme tilbage og ser frem til at bidrage med det, han kan.

- Det har været en krævende rejse efter mit styrt i Dauphiné i 2019, men det har været en af mine største motivationer.

- Jeg har arbejdet utrætteligt for at komme til her, hvor jeg er, selvom mine ambitioner i år ikke bliver som leder. Jeg håber at bruge min erfaring og støtte på holdet som vejkaptajn. Vi har en stærk udfordrer i Michael Woods, og jeg ser frem til at give mig fuldt ud for ham og holdet, siger han til holdets hjemmeside.

Michael Woods er kaptajn for holdet og blev udtaget som den første rytter. Israel Start-Up Nation vil udtage de sidste seks ryttere i de kommende dage.

Tror på, at Froome han blive bedre

Sportsmanager Rik Verbrugghe forklarer, at Chris Froomes erfaring ikke kan undervurderes og mener, at han bliver ekstremt brugbar for holdet under løbet.

- Rent præstationsmæssigt tror jeg også, at vi ser ham på et forbedret niveau fra Dauphiné efter vores seneste træningslejr i Alperne, siger manageren.

Chris Froomes bedste resultat i år er en 22.-plads på 4. etape i UAE Tour i februar – eller en ottendeplads i bjergkonkurrencen i Tour of the Alps i april, hvis man tæller det med.

Han vandt Tour de France i 2013 og igen fra 2015 til 2017. Årets udgave køres fra 26. juni til 18. juli.