Tour de France

INEOS udtager stærkt Tour-hold

Ineos Grenadiers har udtaget de otte ryttere, der skal forsøge at sikre holdet den samlede sejr i Tour de France.

Der er kun ét mål på agendaen, når INEOS Grenadiers stiller op til Tour de France 2021: At vinde det hele.

Og det britiske storhold har fredag udtaget de otte ryttere, der skal forsøge at fuldføre den mission.

INEOS Grenadiers Tour de France-hold 2021:

  • Richard Carapaz
  • Jonathan Castroviejo
  • Tao Geoghegan Hart
  • Michal Kwiatkowski
  • Richie Porte
  • Luke Rowe
  • Geraint Thomas
  • Dylan van Baarle.

Klar med offensiv strategi

Holdets ledende sportsdirektør understreger i forbindelse med holdpræsentationen, at man har i sinde at angribe Tour de France 2021 med en aggressiv og offensiv tilgang.

- Vi kommer ikke til at vinde denne Tour ved at sidde på hjul. Vi har holdet til at gøre det til et rigtigt cykelløb, til at tage initiativet, til at gribe enhver mulighed og til at holde vores modstandere til ilden på hver eneste kilometer af løbet, siger Dave Brailsford og tilføjer:

- Vi har ændret vores løbsfilosofi denne sæson til at være mere åben og aggressiv. Vores præstationer er vokset gennem hele sæsonen, og lysten til at køre har gennemsyret holdet. Denne mere eventyrlystne tilgang har givet os frygtløs kørsel, og det er præcis sådan, vi vil gå ind til Touren.

- Forvent det uventede.

Revanche til gode

INEOS Grenadiers møder formentlig op til årets Tour de France med en enorm revanchelyst. For 2020-udgaven af verdens største cykelløb blev langt fra en positiv oplevelse for storholdet.

Den forsvarende Tour-vinder fra 2019, Egan Bernal, måtte nemlig trække sig fra løbet før 17. etape på grund af rygsmerter, der tidligere i løbet kostede ham meget tid i klassementet.

Bedste INEOS-rytter i klassementet blev i 2020 Richard Carapaz, der endte på 13.-pladsen. Et resultat, som holdet kommer til at gøre alt for at forbedre til årets Tour.

INEOS' største konkurrenter i Tour de France 2021 må forventes at blive slovenerne Primoz Roglic og Tadej Pogacar, der vandt i 2020.

Tour de France begynder lørdag den 26. juni. Løbet slutter søndag den 18. juli. Alle etaper kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY.