Cykling

Rekordmange stjerner går efter DM-trøjen

Med toppen af dansk cykelsport til start bliver det noget særligt at vinde DM i år, mener landstræner.

Se DM på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY

Rekordmange - 22 ud af 25 - World Tour-ryttere er på startstregen i Give søndag, når den næste danmarksmester i landevejscykling skal findes efter godt 228 kilometer.

Der venter derfor en svær opgave for den forsvarende mester Kasper Asgreen (Quick-Step), hvis han skal have et år mere og endnu en Tour de France-tur i den karakteristiske dannebrogstrikot.

- Feltet er superstærkt i år. Det er et af de stærkeste DM-felter nogensinde.

- Vi har også set en dansk A-klasse, der har kørt stærkt i år, og kontinentalholdene virker også til at være i form. De kører virkelig professionelt, siger Kasper Asgreen.

Den 26-årige Flandern Rundt-vinder kunne blandt andet vise DM-trøjen frem i verdens største cykelløb, Tour de France, sidste år.

Dannebrog til Touren?

Touren starter denne sommer blot seks dage efter, at DM-trøjen er blevet uddelt, og det gør chancen for at få dannebrog med i Tour de France igen større, mener landstræner Anders Lund.

- Det kan nemt ske. De danske ryttere, der er i spil til Touren, kommer til DM i rigtig god form. Det gør i sig selv, at flere af dem kandiderer til sejren.

- Så det vil jeg sige, at der er en vis sandsynlighed for, men det er langt fra givet. Men det er et flot sted for dannebrog at være repræsenteret, siger Anders Lund.

Han er ligesom Kasper Asgreen begejstret for årets felt.

- Det er sådan, det gerne skal være. Det er bare fantastisk, at vi har så vildt et felt. Det bliver noget særligt at vinde på den baggrund, og det bliver et reelt dansk mesterskab, når de bedste er med til at kæmpe om det, siger landstræneren.

Rigtig hård rute

Kasper Asgreen håber naturligvis, at han kan tage sejren igen, men med blot to danske holdkammerater med sig i Give bliver det svært at kontrollere løbet.

- Vi kan ikke gå ud og lave den helt store aktion som et hold, så vi er nødt til at holde øje med, hvad de andre gør og prøve at få os alle sammen frem til finalen i den forreste gruppe, siger Kasper Asgreen.

Særligt den første halvdel af løbet bliver hård, fortæller han.

- Linjeløbet i år er en svær størrelse. Ruten er rigtig hård. Vi kører noget af det hårdeste cykelterræn, som vi har i Danmark, men kun på de første 125 kilometer. Derfra er der noget færre udfordringer.

Det er kun Jonas Vingegaard, Lasse Norman og Asbjørn Kragh Andersen, der ikke er til start af toprytterne.

Til gengæld skal profiler som Jakob Fuglsang, Søren Kragh Andersen og Mads Pedersen pudse Tour de France-formen af i Give.

Søndag dyster de bedste danske cykelkvinder også om dannebrogstrikoten. Løbene kan ses på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.