Cykling

Amalie Dideriksen vinder DM

Amalie Dideriksen er igen dansk mester, efter hun slog Emma Norsgaard og Cecilie Uttrup Ludwig i finalen.

Amalie Dideriksen er dansk mester i linjeløb for kvinder.

Det er femte gang, at den 25-årige rytter, der til daglig kører for Trek-Segafredo, lader sig hylde som Danmarks bedste på landevejene.

Dideriksen slog de øvrige favoritter og World Tour-ryttere, Emma Norsgaard (Movistar) og Cecille Uttrup Ludwig (FDJ), i spurten.

- Vi vidste, at man skulle være nummer et eller to op ad Møllebakken. Jeg vil kalde den en cykelsti, og jeg fik Cecilie foran mig. Det er en god situation, hvor jeg var i anden position og kunne køre uden om. Vi vidste, den første i det sidste sving ville tage Dannebrogstrøjen, så både Emma og jeg spurtede ned mod det sving, siger Dideriksen til TV 2 SPORT.

- Der var et glimt, hvor jeg tænkte, at vi begge ville ryge i hegnet, men heldigvis fik jeg kantet den rundt og kunne køre først over stregen.

Det skete efter 133 spændende kilometer på ruten omkring Give, hvor 57 ryttere stillede til start.

I løbet af de første og regnfulde 95 kilometer svandt feltet ind til omkring 12-15 ryttere, og i et udbrud satte Cecille Uttrup Ludwig sin udbrudsmakker, Mille Troelsen (Cykling Odense), med godt 40 kilometer til målstregen.

Hun kørte med et lille forspring alene ind på den første af fire omgange à 10 kilometer omkring Give, men snart fik hun selskab af den forsvarende mester, Emma Norsgaard, 2011-mesteren Julie Leth og siden også resten af det decimerede felt.

Uttrup forsøgte i finalen

Kun 20-årige Rebecca Koerner (Team ABC) stak alene af sted med små 30 kilometer tilbage, og hun fik lov at opbygge et forspring på knap halvandet minut, inden favoritterne begyndte at røre på sig for alvor på sidste omgang.

Norsgaard og Dideriksen var de stærkeste og kørte hurtigt ind på den unge Koerner, og Uttrup og Marita Jensen (Team ABC) gjorde dem selskab med godt kilometer igen.

Uttrup forsøgte at stikke fra de stærke afsluttere, men Norsgaard og Dideriksen lod hende ikke slippe, og så skulle det afgøres mellem de to.

Dideriksen var først gennem sidste sving, og hun slap ikke føringen inden stregen.