Tour de France

Cavendish roser ”dødseriøs” Mørkøv: - Han gider ikke mit drilleri

Mark Cavendish roser Michael Mørkøv og sammenligner ham med en mand, han har vundet mange Tour-etaper i selskab med.

Sprinteren Mark Cavendish har tidligere udtalt, at man vinder, hvis man kører bag Michael Mørkøv. Det får den rutinerede brite mulighed for under det kommende Tour de France.

Her får han nemlig glæde af den danske leadout-rytters egenskaber på Deceuninck - Quick-Step-holdet, og det glæder han sig til.

- Jeg har kendt ham i 20 år. Vi er på samme alder. Vi har kørt, siden vi var juniorer. Vi har kørt på bane sammen. Vi har altid talt om, at vi skulle være holdkammerater på et tidspunkt. Sidst, jeg var på det her hold (Deceuninck - Quick-Step), ville jeg have ham herover. Det er fantastisk at få muligheden for at blive afleveret af ham, siger Mark Cavendish til TV 2 SPORT.

Michael Mørkøv bliver af mange betragtet som verdens – måske historiens – bedste leadout-mand.

Vejen mod den titel bliver banet af en uanet mængde seriøsitet, og det har Cavendish også lagt mærke til.

- Han er dødseriøs, ikke? Han er virkelig seriøs. Han gider ikke høre på mit drilleri. Han siger bare, jeg skal holde kæft. Der er derfor, han er leadout-mand. Han er altid rolig og udfører bare sit arbejde.

Sammenligner Mørkøv med Renshaw

Den 36-årige sprinterveteran har vundet 30 Tour de France-etaper, og mange af dem kom i hus med hjælp fra den australske leadout-legende Mark Renshaw.

Renshaw stoppede sin karriere i 2019, men ifølge Cavendish betyder det ikke så meget, for han har fået en fuldgod erstatning under den franske rundtur.

- Ligesom Mark Renshaw er han (Michael Mørkøv, red.) modsat mig og bevarer roen. Han gør sit arbejde, og det er helt utroligt at følge ham.

Tour de France begynder på lørdag. Her er også Kasper Asgreen en del af Deceuninck - Quick-Step-holdet.