Tour de France

Valgren i EM-krig med Tour-stjerne: - Hvad så, taber?

Geraint Thomas og Michael Valgren har åbnet en mindre fodboldkrig inden starten på Tour de France.

Når de danske ryttere lørdag begiver sig ud på årets første etape i Tour de France, er det velvidende om, at der på samme tid også er en anden stor sportsbegivenhed, der finder sted.

For umiddelbart efter afslutningen på Tour-åbningen skal det danske fodboldlandshold i aktion ved EM, hvor modstanderen i ottendedelsfinalen er Wales.

Og det er ikke gået ubemærket hen hos rytterne.

- Vi følger helt sikkert med, sagde Michael Valgren ved torsdagens holdpræsentation og nævnte, at han allerede har planlagt at sende en lille stikpille den walisiske INEOS Grenadiers-stjerne Geraint Thomas.

- Nu spiller vi mod Wales på lørdag, så jeg kommer også til at skrive til ’G’: ”Hey, hvad så, taber? Nu vinder vi over jer”. Han sagde endda selv, at de er shit.

Da TV 2 SPORT kort tid efter fangede Geraint Thomas, var han ikke sen til at svare den danske EF Education-NIPPO-rytter igen.

- Han snakker meget for tiden. Vi må se, hvordan det går, sagde Tour-vinderen fra 2018, der på det virtuelle pressemøde inden Tourens begyndelse gav udtryk for, at han håber på walisisk sejr, så han kan få håneretten over Valgren.

Men Michael Valgren er ikke i tvivl om, at håneretten vil falde ud til dansk favør.

- Jeg er sikker på, at de danske drenge vinder. De er flyvende. Wales har kun Gareth Bale, og han er færdig.

Dansk cykelopbakning fra Frankrig

Geraint Thomas og Michael Valgren er ikke de eneste ryttere i Tour-feltet, der har en interesse i det, der foregår rundt omkring på de europæiske fodboldstadioner.

Også Christopher Juul-Jensen fra Team BikeExchange, der dog følger med på en lidt anden måde, end de fleste gør.

- Det er i dén grad noget, jeg følger med i. Vi har faktisk en fysioterapeut, der kommer fra en lille ø mellem Frankrig og England, om ham snakker jeg meget fodbold med. Vi hører altid fodbold på BBC, siger Juul-Jensen, der har lagt mærke til en øget opmærksomhed omkring Danmark.

- Det er ret sjovt at høre fra deres synspunkt, hvor populært det danske landshold er blevet efter det, der skete med Christian Eriksen.

Danmark har både i ind- og udland fået stor ros for sit spil under EM, selvom det i gruppespillet kun blev til en enkelt sejr og tre point.

Team DSM-danskeren Casper Pedersen fortæller, at respekten for danskerne også har nået deres holdbus.

- Når Danmark følger med, så følger jeg helt klart med. Vi har allerede snakket meget fodbold i lejren. Jeg snakker meget med Mark Donovan, der er brite, og han siger selv, at Danmark har nogle gode chancer, siger Casper Pedersen.

Har du selv fået din landsholdstrøje med?

- Nej, det har jeg faktisk ikke, men det kunne da være, jeg skulle få skaffet mig en, siger Pedersen, der i år skal køre sit andet Tour de France.

Danmark-Wales spilles klokken 18.00 på Amsterdam Arena. Du kan varme op med Tourens første etape fra klokken 12.00 på TV 2.