Tour de France

Dansk harme mod Tour-arrangøren - ekspert kalder det noget svineri

3. etape i årets Tour de France blev skæmmet af flere styrt i finalen.

Selvom han og holdet slap helskindet fra 3. etape, var danske Michael Mørkøv fyldt med harme, da han kom i mål.

Afslutningen på etapen bød nemlig på talrige styrt, og ifølge Deceuninck - Quick-Step-danskeren skal vreden rettes mod arrangørerne af verdens største cykelløb.

- Med de smalle veje og nedkørslen ned til mål måtte det blive farligt. Jeg endte selv bag ved de tre styrt, siger Mørkøv til TV 2 SPORT.

- Jeg synes ikke, den er særligt sikker. Ikke til et Tour de France-felt. Måske til et mindre løb. Med et helt frisk felt på 3. etape og en masse sprinterhold og klassementsfolk, der ikke vil tabe tid, så er det måske lige snævert nok.

- Det må være organisationen, der ønsker at have et farligt løb, når de vælger et indløb på sådanne veje. Jeg tror klart, man kunne finde bedre veje at køre på, men når man vælger sådan nogle veje, ønsker de, at det her skal ske.

TV 2 SPORT har været i kontakt med Tour de France-arrangøren ASO's presseafdeling. Meldingen er, at de ingen kommentarer har til kritikken.

'Noget svineri'

Han bliver bakket op af den mangeårige Tour de France-ekspert Henrik Jul Hansen.

- Det bliver ikke anderledes, fordi Tour de France-arrangørerne hele tiden strammer den lidt mere. De vil ikke have styrtene med vilje, men de lægger ruterne sådan, så det bliver så spektakulært som muligt for os.

- Jeg synes, det er noget svineri, siger han.

'Også vores skyld'

Der er dog ikke ubetinget opbakning at hente fra landsmanden Søren Kragh Andersen (Team DSM).

Han peger på, at nutidens styrt blandt andet bliver voldsommere på grund af bedre udstyr og derved højere fart, men at der også hviler et stort ansvar hos holdene.

- Ruterne er farlige, men det er også os ryttere, der gør det farligt. Det er også lidt vores skyld - og sportsdirektørerne, der sidder og råber i radioen, at vi skal sidde foran. Jeg tror ikke, du kan give nogen skylden, siger han.

Tror ikke på ændringer

Selvom 3. etapes mange styrt, som blandt andre sendte stjernesprinteren Caleb Ewan i asfalten med, hvad der ifølge holdkammeraten Thomas De Gendt lignede et brækket kraveben, kunne være en øjenåbner for arrangørerne, nægter Michael Mørkøv at tro på ændringer.

- I al den tid, jeg har kørt cykelløb, har vi prøvet at appellere og snakke om sikkerhed, og at vi ikke vil have motorcykler i feltet. Det er en kamp, man bare må opgive, og så må man prøve at passe så godt på sig selv som muligt, siger Mørkøv til TV 2 SPORT.

Finalen gik også hårdt ud over Tour-favoritten Primoz Roglic, der med omkring ti kilometer til mål styrtede.

Sidste års nummer to fik en hudafskrabning eller fem, da han røg i gruset i en intens afslutning på 3. etape. Video: TV 2 SPORT

Han kæmpede sig i mål, men tabte mere end et minut.