Favorit slog skulderen af led - blev sat på plads på stedet og kørte videre

Geraint Thomas kom på mirakuløs vis med favoritfeltet i mål på en højdramatisk 3. etape i Tour de France.

Geraint Thomas fra storholdet INEOS lignede en færdig mand i årets Tour de France, men kæmpede sig bravt tilbage.

Kort inde på mandagens 3. etape styrtede briten og sad længe i asfalten med tydelige smerter. Flere ryttere var involveret i styrtet, som skete i feltet i forbindelse med et vejbump.

I første omgang kostede det Jumbo-Visma-holdet den vigtige hjælperytter Robert Gesink.

- Geraint Thomas bliver kørt til en ultralydsscanning nu, efter hans skulder blev slået af led i styrtet. Den blev sat på plads på stedet af løbslægen, siger ledende sportsdirektør Gabriel Rasch efter etapen.

Thomas kunne sætte sig tilbage på cyklen og køre nogle kilometer på egen hånd for at teste kroppen af. Det gik så godt, at INEOS sendte først Luke Rowe og siden Dylan van Baarle ned til Thomas for at hjælpe ham tilbage til feltet.

20 kilometer senere var han tilbage.

Hårdt ramt af uheld

Tour-vinderen fra 2018 var regnet blandt favoritterne til sejren. INEOS stillede til start med et firkløver af stærke klassementsryttere: Geraint Thomas, de tidligere Giro-vindere Richard Carapaz og Tao Geoghegan Hart samt Richie Porte, der blev nummer tre i sidste års Tour de France.

Efter de store massestyrt på 1. etape har de to sidstnævnte allerede tabt adskillige minutter, mens Geraint Thomas viste svaghedstegn på 2. etape, hvor han tabte sekunder på stigningen i Mûr-de-Bretagne.

Geraint Thomas kom i mål sammen med de fleste favoritter.

Finalen bar præg af flere voldsomme styrt, som blandt andre kostede dyrt for Primoz Roglic, der blev nummer to sidste år. Hårdt forslået endte sloveneren med et tidstab på et minut.