Tour de France

Styrt gør Roglic til den store taber på kaotisk 3. etape

Primoz Roglic var en af flere ryttere, der ufrivilligt måtte en tur af cyklen på 3. etape. Han slap dog for brækkede knogler.

De sidste kilometer af Tourens 3. etape var præget af styrt.

Et af dem involverede en af forhåndsfavoritterne og sidste års nummer to, Primoz Roglic, der røg ned med godt ti kilometer til mål og endte med at tabe dyrebare sekunder til sine konkurrenter i klassementet.

Sloveneren kom i mål som nummer 92 på etapen og tabte 1 minut og 21 sekunder til INEOS' Richard Carapaz og 55 sekunder til blandt andre sin landsmand Tadej Pogacar fra UAE.

Kom i mål med store skrammer

På tv-billederne var det svært at se, hvad der forårsagede Roglics styrt. Pludselig faldt han ud over vejkanten og gled et lille stykke i gruset ved siden af vejen, hvilket absolut ikke så behageligt ud.

Roglics måtte da også sunde sig et øjeblik, inden han kunne fortsætte. Og da han var tilbage på cyklen, var det tydeligt at se, at hans venstre skulder og venstre lår var medtaget.

De sidste kilometer fulgte så en indædt jagt for at lukke hullet til konkurrenterne, men det lykkedes ikke den 31-årige slovener at få kontakt trods hjælp fra fire Jumbo-Visma-kammerater.

Med tidstabet på 3. etape er Primoz Roglic dumpet ned på 20.-pladsen i klassementet, og han er nu 1 minut og 35 sekunder efter løbets førende rytter, Mathieu van der Poel.

Roglics indbyrdes regnskab med Carapaz og Pogacar ser således ud:

  • 1. Richard Carapaz
  • 2. Tadej Pogacar +0.08
  • 3. Primoz Roglic +1.04

Er sluppet for brækkede knogler

Efter etapen blev Roglic kørt til en røntgenundersøgelse, der slog fast, at han ikke har brækket noget.

- Men jeg har nogle åbne sår. Det var ikke den bedste dag for os, men vi fortsætter, siger Primoz Roglic i en besked fra Jumbo-Visma.

Han tænker på Robert Gesink og Steven Kruijswijk, der også var involveret i styrt på etapen. Gesink kom ikke tilbage i sadlen.

- Det var en superstresset finale med alle de små veje. Det var ikke nogen god dag, siger Roglic.

Roglic tabte tid til otte konkurrenter

Foruden Richard Carapaz og Tadej Pogacar tabte Roglic tid til seks konkurrenter på 3. etape. Han tabte 1 minut og 7 sekunder til Wilco Kelderman (BORA-hansgrohe) og Enric Mas (Movistar), og så tabte han 55 sekunder til David Gaudu (Groupama-FDJ), Geraint Thomas (INEOS), Emanuel Buchmann (BORA-hansgrohe) og Rigoberto Urán (EF Education-Nippo).

Miguel Angel Lopez (Movistar) krydsede målstregen sammen med Roglic.

Carapaz var den eneste af forhåndsfavoritterne, der kom i mål i samme tid som etapens vinder, Tim Merlier (Alpecin-Fenix).