Mørkøvs tro på vild rekord giver Cavendish selvtillid
Flere har en tro på, at Mark Cavendish kan tangere en rekord, der for bare få dage siden virkede utænkelig.
To etapesejre.
Det er, hvad Mark Cavendish mangler, før han har tangeret Eddy Merckx legendariske rekord for flest etapesejre i Tour de France.
Torsdag vandt briten sin sejr nummer 32, da han krydsede stregen først i Châteauroux - byen, hvor han også vandt sin første sejr i verdens største cykelløb.
Nu har Cavendish vundet to gange i årets Tour, og ét essentielt spørgsmål kan ikke længere undgås. Kan briten komme op på siden af Eddy Merckx eller måske endda overgå ham?
Michael Mørkøv er ganske optimistisk på sin holdkammerats vegne.
- Det er i hvert fald ikke til at udelukke. Nu har han taget to ud af de fem, han manglede, og der burde være fem chancer tilbage i det her løb, så det skal da ikke afskrives.
Hvad er dit bud?
- Det er, at han tangerer rekorden, siger Deceuninck - Quick-Step-danskeren, der torsdag kørte et perfekt leadout for Cavendish.
Det er lidt af en solstrålehistorie, at Mark Cavendish overhovedet er i spil til rekorden, for inden sejren på 3. etape havde briten fra Isle of Man ikke vundet i Tour de France siden 2016.
"Sig ikke mit navn!"
Mark Cavendish selv er ikke meget for at spekulere i, om det er muligt at tangere rekorden, der har stået siden 1975, hvor Eddy Merckx vandt karrierens sidste Tour-etape.
- Sig ikke mit navn! Jeg tænker ikke på noget som helst, sagde Cavendish ifølge Cyclingnews, da han blev forholdt muligheden for at nå den prestigefyldte rekord.
Men da TV 2 SPORT fangede Mark Cavendish torsdag aften og fortalte ham, at Michael Mørkøv har en tro på, at det kan lade sig gøre, gav det pludselig blod på tanden.
- Mørkøv tænker ikke med følelserne. Han tænker logisk. Så hvis han tror på det, og hvis han siger det, så giver det mig selvtillid. Det giver mig selvtillid, hvis han tror på mig. Han er utrolig, og jeg er så heldig, at jeg har ham.
Mark Cavendish stod i efteråret sidste år uden kontrakt for denne sæson og med en forventning om, at karrieren var slut. Men i december skrev han under på en kontrakt med Deceuninck - Quick-Step, der gav ham en sidste chance for at komme tilbage.