Tour de France

Roglic er fortsat påvirket af sit styrt

En af de helt store favoritter til sejren i år har fortsat store smerter efter sit styrt.

Den slovenske stjerne Primoz Roglic har ikke fået den bedste start på Tour de France.

Allerede på 3. etape styrtede han voldsomt og tabte så meget tid, at han i øjeblikket er 1 minut og 40 sekunder efter sin værste rival Tadej Pogacar.

Desværre døjer han fortsat med smerter. Inden starten på 7. etape gav han en opdatering på, hvor det gør mest ondt.

- De værste smerter har jeg i ryggen og halebenet, fordi jeg landede meget hårdt ned på ryggen, da jeg styrtede. Det er det, der gør mest ondt og irriterer mig, siger han til TV 2 Norge.

Primoz Roglic ligger i skrivende stund nummer 10 i klassementet.

- Jeg er ikke komfortabel

Sidste års nummer to lægger ej heller skjul på, at han er generet af smerterne.

- Det påvirker mig, uanset hvordan etapen er. Jeg er ikke komfortabel. Selv, hvis jeg bare sidder på cyklen uden at gøre noget, er det ikke rart.

- Det er noget, jeg er nødt til at acceptere, lyder det.

Er i bedring

At smerterne ikke har sluppet sit tag i Roglic giver god mening. Inden starten på 4. etape delte stjernen nemlig et billede på sin Instagram.

Heldigvis fortalte han inden starten på 7. etape, at han er i bedring.

- Jeg har det helt sikkert bedre. Jeg var ret heldig med nogle lette etaper efter mit styrt. I dag (fredag red.) må vi se, hvordan det går. Jeg vil kæmpe, og jeg skal igennem, siger Roglic.

7. etape er årets længste, og rytterne skal ud på hele 249 kilometer. Se med på TV 2 og TV 2 PLAY.