Tour de France

Roglic smed alting - nu skal Vingegaard tage over, siger eksperter

TV 2 SPORTs cykeleksperter tror på, at Jonas Vingegaard får en fri rolle i jagten på klassementet. Primoz Roglic har nemlig udspillet sin chance.

Storholdet Jumbo-Visma sidder her til aften og ærgrer sig i lejren.

Tour de France er langt fra startet på den måde, holdet havde ønsket. Store planer var søsat i jagten på Tour-sejren med Primoz Roglic, men disse planer er på kort tid blæst væk med vinden.

Roglic styrtede tidligere i løbet, og på fredagens 7. etape stod konsekvenskerne bøjet i neon. Stjernen tabte mange minutter, er ni minutter efter den gule førertrøje og er definitivt ude af klassementskampen.

- Han smed alting i dag. Han mistede tid, og hvis han ikke kan følge med på sådan en etape her, så kan han heller ikke følge med lørdag. Og han kan heller ikke følge med søndag. Så han er ude af klassementet, siger TV 2 SPORTs cykelekspert under Tour de France Mads Würtz Schmidt.

Han bliver bakket op af cykelekspert Henrik Jul:

- Han er færdig. Han var medtaget i forvejen, og han kørte en fremragende enkeltstart onsdag i forhold til sin forfatning, men man kan se nu, at han er skadet for meget.

Mens Kasper Asgreen styrede helt fremme, så var Roglic i problemer, hvilket åbnede døren for Carapaz. Video: TV 2 SPORT

Det er ikke kun spekulationer hos eksperterne. Jumbo-Vismas sportsdirektør bekræfter fredag aften, at Roglic er ude af billedet:

- På forhånd håbede vi på, at Primoz kunne klare den, men i sidste ende havde han det virkelig hårdt. Vi laver planer for de næste bjergetaper i aften, men desværre er klassementet slut for Primoz. Det er smertefuldt, men realistisk, siger Frans Maassen til holdets egen hjemmeside.

Ingen hjalp Roglic, da han faldt fra

Det stod glasklart, at Jumbo-Visma fredag opgav håbet for Primoz Roglic. Der var ingen holdkammerater, der hjalp sloveneren, da han endte i problemer.

- De har nok godt vidst det, men de ville nok bare ikke melde det ud. Det betyder, de kommer til at køre cykelløb som i dag, og så tror jeg, at Jonas (Vingegaard, red.) har en fri rolle til at køre klassement. Så det er en stor chance, og han får nok lov til at køre uden pres, siger Mads Würtz, inden Henrik Jul følger op:

- Wout van Aert kørte jo fremragende i bjergene sidste år, og det skal han forsøge at gentage igen i år. Og så må de jo se, om det er nok til at holde ham oppe i klassementet. Det tror jeg ikke, det er, så jeg tror også, det bliver Jonas Vingegaards chance.

Netop Jonas Vingegaard er et vigtigt navn i øjeblikket.

Selvom Wout van Aert ligger nummer to, så er den unge dansker lige nu holdets bedste bud på en rytter, der kan sidde med i de helt store bjerge.

Vingegaard er færdig som hjælper

Derfor er Vingegaards rolle fra dags dato ændret. Det fortæller TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen:

- Jeg vil sige, at Jonas Vingegaards dage som hjælper i det her Tour de France er ovre. Primoz Roglic er ude af det her klassement.

- Vi så, at Vingegaard ikke ventede på Roglic, da han blev sat, så lige nu handler det for Jumbo-Visma om to ryttere. Wout van Aert, der ligger på andenpladsen, og Jonas Vingegaard. Så de to får muligheden for at køre deres chance.

Selvom 7. etape var et stort slag for Jumbo-Visma, så har holdet stadig fine muligheder i klassement. Et klassement, der ser ud på følgende måde, hvis vi kun fokuserer på mulige klassementsbejlere:

Udvalgte favoritters klassement

  • 2. Wout van Aert
  • 5. Tadej Pogacar +3'13"
  • 6. Vincenzo Nibali +3'42"
  • 9. Pierre Latour +4'33"
  • 10. Rigoberto Uran +4'34"
  • 11. Jonas Vingegaard +4'48"
  • 12. Richard Carapaz +4'49"
  • 13. Geraint Thomas +4'59"

Håber på gode Vingegaard-ben i bjergene

Frans Maassen, sportsdirektør hos Jumbo-Visma, vil efter 7. etape ikke lægge pres på den 24-årige dansker. Han lægger dog heller ikke skjul på, at han håber, danskeren har gode ben i bjergene.

Inden etapen sagde Vingegaard, at hvis Roglic går ned, så går jeg ned sammen med ham. Hvornår ændrede I den strategi?

- Det gjorde vi undervejs i løbet. Jonas gjorde det godt. Han styrtede i dag (fredag, red.), men det så ikke så slemt ud. Han følte sig godt tilpas på etapen, og vi besluttede, at han ikke skulle vente på Roglic.

- Vi må se (om Vingegaard får en mere fri rolle, red.). Vi må alle sammen snakke senere, og så laver vi en ny plan til i morgen (lørdag, red.). Han er her for at lære, men han lærer rigtig hurtigt. Han kørte en fantastisk enkeltstart, og jeg håber, han viser samme styrke i bjergene. Vi får at se, siger han til TV 2 SPORT.

Wout van Aert er ikke klar til klassementet

Der er dog noget, der tyder på, at Jonas Vingegaard skal holde sig klar, selvom van Aert ligger rigtig flot i klassement og er mere end tre minutter foran Tadej Pogacar.

Wout van Aert var klar i mælet efter fredagens etape:

Hvor klar er du til at køre med om klassementet?

- Det er jeg slet ikke klar til, sagde han og cyklede videre.