Sprinter 'smadrede' holdkammerat i stedet for at hjælpe ham
Alpecin-Fenix-stjernen Mathieu van der Poel forstod ikke, hvad der foregik, da holdet gennemførte torsdagens massespurt.
Det er aldrig nemt at have flere stjerner på samme hold. Især ikke, hvis to af dem har samme målsætning.
Det er dog lige nøjagtig, hvad tilfældet er hos Tour-holdet Alpecin-Fenix, der i Tim Merlier og Jasper Philipsen har to af feltets bedste sprintere.
Førstnævnte har allerede en etapesejr til sit navn i denne udgave af Touren, mens Phllipsen i høj grad også jagter sejre, når etaperne slutter i en massespurt. For eksperter og seere er det derfor svært at spå om, hvilke ryttere Alpecin-Fenix kører for på de flade etaper.
Det har holdet tilsyneladende heller ikke helt styr på selv. Det giver løbets førende rytter, Mathieu van der Poel, udtryk for efter Tourens 6. etape.
- Jeg havde en god fornemmelse frem mod massespurten, men de (Jasper Philipsen og Tim Merlier, red.) tabte desværre mit hjul. Ellers havde vi haft en god chance i dag, tror jeg. Jeg troede, at Tim Merlier skulle køre spurten, og at det var planen i dag (torsdag, red.), siger van der Poel, der kørte lead-out for sine to holdkammerater på etapen, til France Television.
Til det franske medie Sport365 sætter van der Poel yderligere ord på det.
- Normalt skulle Tim Merlier have kørt spurten, så jeg forstod ikke helt, hvad der foregik.
'Han smadrer ham'
Og det, der foregik, var bestemt heller ikke optimalt.
Alpecin-Fenix havde ellers gjort mange ting rigtigt på 6. etape, hvorfor de frem mod slutningen sad rigtig godt placeret i fronten af feltet.
Her lå Jasper Philipsen i Merliers hjul, hvor alt tydede på, at det var sidstnævnte, der skulle skydes af og jagte etapesejren. Hvis det var planen, lykkedes det på ingen måde.
- Tim Merlier starter spurten for Jasper Philipsen, men det ligner egentlig, at Merlier kører sin egen spurt.
- Det var slet ikke et lead-out, for den skal køres meget mere progressivt op. På den måde smadrer Merlier Philipsen, og så kan Cavendish komme bagfra, siger Mads Würtz Schmidt, der fungerer som cykelekspert for TV 2 SPORT under Tour de France.
Etapen resulterede som bekendt i en ny Mark Cavendish-triumf.
Alpecin-Fenix måtte nøjes med en andenplads til Jasper Philipsen og en syvendeplads til Tim Merlier.
Heldigvis kan kontinentalholdet bryste sig af at have Mathieu van der Poel i den gule førertrøje for sjette dag i streg, når feltet ruller ud på 7. etape fredag.